Han har kaldt Støjberg »den fede yderfløjskone« og raser, når han ikke får sit smørrebrød: Nu fortæller kilder historien om Søren Gade

Der er sket et eller andet med Søren Gade.

Ikke på den måde, at han er blevet hverken sindssyg eller skør, og hvis vi påstod det, ville han nok gøre, som han for nylig gjorde med sin partifælle Trine Jepsens mand: sagsøge os for injurier.

Nej, Søren Gade er blevet et næsehorn, der buldrer afsted på savannen.

»Sådan tænker jeg på ham. Et næsehorn, ga-da-gung, ga-da-gung, og så ryger folk ud til højre og venstre. Hvorfor skubber du til de mennesker, hvorfor styrer du ikke bare udenom, har jeg spurgt ham. Men Søren Gade er kompromisløs, og han tager nogle kampe, hvor han gør livet meget svært for sig selv,« siger en kilde tæt på ham.

Søren Gade kan blive åh så gal, så gal.

Han ryster på hovedet, råber og går rundt om sig selv i raseri over småting. Eksempelvis hvis nogen bringer ham en sandwich. For Søren Gade hader sandwich, og han hader desuden også, når folk printer hans arbejdspapirer ud på begge sider.

»Sandwich!?« råber han så ifølge kilden.

»Jeg skal kraftedeme ikke have sandwich. Jeg har sagt det 117 gange. Jeg vil have smørrebrød!«

»Hvorfor helvede er det papir her trykt på begge sider? Hvor mange gange skal jeg sige det?«

Nogle gange falder Søren Gade hurtigt ned og bliver god igen.

Andre gange bærer han nag i urimeligt lang tid.

Som en af dem, der i årevis arbejdede tæt med Søren Gade, snakkede med ham hver dag og var til middag hos ham i privaten, udtrykker det:

»Man skal ikke komme på den forkerte side af Søren Gade.«

Det gør flere og flere i disse år. Kommer på den forkerte side af Søren Gade. Venstre. Landbrug & Fødevarer. Venner, som er blevet til eks-venner. De soldater, der engang så ham som en af deres egne.

Tirsdag er han færdig som formand for Folketinget.

Jobbeskrivelsen er at samle, men nogle vil hævde, at han mest af alt har splittet.

Jyllands-Posten har talt med et tocifret antal topkilder – partiledere, venner, fortrolige og kolleger – og ladet dem snakke for slukkede mikrofoner for at høre, hvordan det endte så galt for en af dansk politiks mest hyldede og talentfulde skikkelser i de seneste 25 år.

Den sidste gadedreng

Omend en række kilder beskriver Søren Gade i hårde vendinger, fremhæver flere også positive sider af den nu afgående formand.

Flere kilder tæt på Søren Gade beskriver ham som en god og sjov ven og en gavmild og gæstfri vært.

En, der gennem flere år sås privat med ham, men ikke gør det længere, fortæller, at han i særdeleshed viser sig som en usædvanligt god ven, hvis man går igennem vanskeligheder.

»Han er god til at ringe og høre, hvordan det går, især hvis man går igennem noget svært. Så kan han finde på at ringe hver dag.«

En kilde fra et andet parti på den modsatte fløj oplever desuden at have opbygget en fortrolighed med Søren Gade og beskriver ham som kammeratlig, nærværende og omsorgsfuld.

En anden kilde fremhæver, at Søren Gade som få andre i dansk politik er ved sine meningers mod.

»Han er det modsatte af en populist. Det kan godt give nogle blå mærker, men han er populær langt ind i baglandet,« siger vedkommende:

»Der er for få gadedrenge i politik. Det er en uddøende race, fordi det hele bliver så poleret, pænt og instagramable. Sådan er Søren ikke, og det, tror jeg, godt, folk kan lide.«

Selvom flere i dette portræt sætter spørgsmålstegn ved hans arbejdsmoral, fremhæver en kilde også, at Gade især som forsvarsminister arbejdede solen sort og blev bredt anerkendt for sin indsats.

Den sidste normale aften

En aften i april 2004 ringede Søren Gades telefon.

»Det blev så den sidste normale aften i mit liv. Det har defineret mit liv lige siden.«

Citatet stammer fra et gammelt Euroman-portræt af Søren Gade, og du kan ikke forstå ham, hvis ikke du forstår den epoke som forsvarsminister, der begyndte med opringningen.

Egentlig var den dengang 41-årige vestjyde træt af at sidde i Folketinget, han gad ikke rigtig mere og havde få dage inden opkaldet betroet det til sin partikollega Lars Chr. Lilleholt.

I 2001 var en ukendt Søren Gade surfet ind i parlamentet på bølgen af Anders Fogh Rasmussens (V) valgsejr, men havde fået den undseelige post som skovordfører og danderede den på sit kontor i den udpost af Christiansborg, der hånligt bliver kaldt Sibirien. Han havde beholdt et job i erhvervslivet ved siden af, så lidt havde han at lave.

Men så ringede telefonen, og i røret var Fogh.

Om han ville være forsvarsminister? Ja da.

Det er ret vildt at tænke på; Søren Gade var ikke kun et ukendt og uprøvet folketingsmedlem, han var ikke engang Venstres forsvarsordfører. Nu skulle han være den øverst politisk ansvarlige for et land dybt involveret i to voldsomme krige i Irak og Afghanistan.

Hvorfor blev det Gade?

I foråret 2004 bøvlede forgængeren Svend Aage Jensby (V) med at få landet et nyt forsvarsforlig. Jensby så et lys i Søren Gade fra Holstebro, der selv havde været soldat i den første Golfkrig, og han fik udvidet forhandlingerne, så hvert parti kunne få to ordførere med.

Gade fik en plads ved bordet, og han kunne bare det der.

Da Jensby trak sig, ringede Fogh til Holstebro.

Til at begynde med var det en god beslutning.

Søren Gade var eminent til pressen, lod ofte tv-hold følge ham i hele dage, stillede op i Go’ Morgen Danmark og TV Avisen og besluttede sig for at besøge hvert eneste soldaterhold i Irak og Afghanistan, hvor han ofte havde journalister med i felten.

Han var 10 gange i Irak, 13 gange i Afghanistan og 13 gange i Kosovo.

»Han forstod soldaterne og talte med dem som en ligemand. Når vi besøgte dem, spurgte han, hvordan deres familier havde det, og hvordan de selv havde det. Han spurgte også ind til de små detaljer. Hvor sover du henne, hvad med dit skab? Og han tog sig altid tid til at gå over på KFUM-hjemmet og cafeteriet og tale med de almindelige soldater og ikke kun de øverste officerer. Sådan er det ikke med alle forsvarsministre,« siger en militærkilde, der var tæt på Søren Gade som minister.

Og så er der talerne.

To kilder nævner dem. Når en soldat, vi som samfund havde sendt i krig, ikke kom hjem igen, bad Søren Gade om at få den afdødes personalemappe bragt ind på sit skrivebord. Så bladrede han den igennem, fik et indtryk af personen og skrev selv afskedssalutten.

Ingen embedsmand eller særlig rådgiver skulle lire en standardtale af over for de pårørende, der var efterladt tilbage.

Lige så jovial Søren Gade kunne være, lige så vred kunne Gade ifølge vedkommende blive, når tv-kameraerne blev slukket.

»Hvis et Hercules-fly ikke kunne flyve, kunne han fare fuldstændig op og blive meget grov over for dem, der havde arrangeret turen. På en måde, hvor han blev både personlig og perfid.«

Oplevelsen af Søren Gade som forfængelig, personlig og perfid går igen hos en række af de kilder, der medvirker i portrættet.

The buck stops here

Søren Gade blev en populær forsvarsminister. Så enormt populær, at han fik et vælgertække, der aldrig siden helt har forladt ham.

Næsten 24.000 danskere stemte personligt på ham i år 2007, og blandt Venstre-folk var han kun overgået af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Han kunne gå på vandet og blev så optaget af al opmærksomheden, at han i et interview engang har sagt, at han var i aviserne »omkring 38.000« gange som forsvarsminister.

Optællingen havde han selv lavet over Infomedia.

I et berygtet DR-interview i 2008 spurgte Clement Kjersgaard ham ind til en potentiel kæmpeskandale, hvor Forsvarskommandoen havde forsøgt at få stoppet den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog, fordi den efter sigende var blevet oversat til arabisk og var til fare for rigets sikkerhed. Problemet var bare, at det var Forsvaret selv, ikke vrede islamister, som havde oversat bogen til arabisk.

Og det var Forsvaret selv, der lækkede oversættelsen til pressen.

Hvem skulle bære konsekvensen, hvis Forsvaret stod bag, ville Clement Kjersgaard vide.

Midt i studiet fløjtede Søren Gade kækt og pegede på sig selv.

»Far her. Jeg er jo direktøren for det hele, og det hedder: the buck stops here.«

Publikum grinte. Søren Gade var god, måske for god.

Ifølge en kilde steg hans popularitet ham til hovedet som forsvarsminister, hans fødder forlod asfalten og egoet har aldrig siden betrådt den overflade, vi andre befinder os på:

»Han blev feteret og anerkendt, og alle kunne lide glade bamsefar, der snakkede lige ud af posen. Problemet var bare, at han blev låst fast i en rolle, han aldrig kom ud af, og som han troede, han kunne surfe gennem resten af tilværelsen på.«

Da jægerbogssagen var fuldt afdækket, blev Søren Gade siddende. »Far her« tog ikke konsekvensen.

Først efter en række yderligere møgsager trak han sig som minister i 2010.

Som årene er gået, er flere og flere af skyggesiderne trådt frem for folk tæt på ham.

Vreden. Illoyaliteten. Forfængeligheden.

Smadrede kollegaernes valgkamp

Kilder beskriver, at Søren Gade har en helt særlig evne:

At få en samtale til at handle om ham selv og hans meritter. Gade er en vigtigper og en pralhals af Guds nåde.

»Han er meget ærekær og bruger meget energi på, hvad andre synes og siger om ham. Han er i stand til at tale i uendeligheder om sin betydning for dansk politik og går utroligt meget op i sine stemmetal,« siger en kilde.

I interviews giver han den som en ydmyg holdspiller. Han er jo vestjyde.

»Du er ikke større end partiet. Partiet er altid det største,« har han sagt.

Når han nævner sine stemmetal – og det gør han ofte – er det altid på en lidt bagvendt måde. Humble bragging, kalder man det på engelsk.

»Jeg har fået flere end Søren Pape, det er jeg lidt overrasket over,« sagde han i en TV Midtvest-dokumentar fra 2022.

Senere i dokumentaren:

»Målet var at få 20.000 eller derover, og jeg får 18.000, så det er jo ikke … Det er 2.000 fra bestået.«

Det er jo også en måde at få sagt på, at man fik flest stemmer i hele Vestjylland og kom i top 10 på landsplan.

I 2022 ville Søren Gade tilbage i Folketinget efter en turbulent periode i Bruxelles.

Han udså sig Holstebro-kredsen, som partifællen Thomas Danielsen ellers var i gang med at bygge sin karriere på.

Det var »totalt ved at smadre Thomas Danielsens valgkamp«, siger en kilde:

»Søren Gade kunne jo blive valgt hvor som helst i det jyske. Hvorfor vælge den ene valgkreds i hele Midt- og Vestjylland, som er vigtigst for et siddende folketingsmedlem? For Søren handlede det bare om at klare sig godt selv. I dét sekund, han rakte ud efter Holstebro-kredsen, burde han vide, at Thomas Danielsen med stor sandsynlighed ikke kom ind. Det gjorde han så alligevel på et hængende hår, men han var meget forbløffet over den måde, han blev behandlet på.«

I år skete det igen.

Trine Jepsen havde sikret sig Herning-kredsen, og det er god kutyme, at man ikke overplastrer en partikollegas kreds med sine egne valgplakater.

»Der hang lige så mange plakater af Søren Gade i Herning som af Trine Jepsen. Det er sgu ikke ret god stil. Men der er jo masser af potentielle Venstre-vælgere i Herning, og så tænker Søren: Hvad der er godt for Søren, er godt for Venstre.«

»Søren taler altid om penge«

Efter valget i 2022 blev Søren Gade formand for Folketinget.

Af flere grunde passede det perfekt.

Som hans karriere er skredet frem, står det klart, at omgivelserne finder ham mere og mere umulig at have med at gøre.

Det gik helt galt som direktør for Landbrug & Fødevarer, hvor han i 2014 røg ud efter to år på posten og afleverede et årsregnskab med svimlende 53 mio. kr. i underskud.

Der var ellers budgetteret med at gå i nul.

»Søren har været meget ude af huset,« sagde landbrugets daværende formand, Martin Merrild, om sin afgående direktør.

I Bruxelles lagde han sig flere gange ud med både spidskandidaten Morten Løkkegaard og partilinjen i Europa-Parlamentet.

Som Venstre-formand kunne Jakob Ellemann-Jensen godt have brugt Gade til at hjælpe sig frem i Jylland.

Men de to var uenige om ret så meget, fortæller en kilde. Landbruget, udlændingepolitikken og håndteringen af MeToo, hvor Søren Gade var af den skole, som frygtede, at det hele kammede over, og at man snart ikke kunne give en skøn kvinde et kompliment mere.

Så da formandsposten i Folketinget kom i spil, passede det Venstre perfekt.

I toppen af partiet kendte man alt til hans oppustede ego. Men også hans manglende vilje og lyst til at følge partilinjen. Han skulle være vigtig, men ikke for vigtig.

»Derfor gjorde vi ham til formand for Folketinget. Søren Gade går ret meget op i stjerner på skulderen,« siger en Venstre-kilde:

»Så kunne han sidde der og holde mund.«

Folk i Venstre siger også noget andet. Søren Gade går meget op i penge og anses for at være luddoven.

»I Venstre har man altid sagt om Søren, at man kunne styre ham ved at sørge for at give ham penge og så få arbejdsopgaver som muligt. For så appellerer man til både hans dovenskab og hans griskhed,« siger en kilde:

»Søren taler altid om penge. Når han inviterer til middag i privaten, kan han finde på at sige: ”Du skal sidde ved siden af ham der, han er god for så og så mange millioner.”«

Som Folketingets formand har han fået lidt under to mio. kr. om året. Det samme som statsministeren.

Oven i det har Søren Gade, helt imod sædvane, beholdt et bijob som formand for Esbjerg Havn. Løn: 300.000 kr. om året.

Ret doven

I Søren Gades selvfortælling står han last og brast med sit bagland.

Med vælgerne.

Med dem, der har sat deres kryds ved ham og regner med, at han kæmper deres sag.

Spørger man dem tæt på ham, er Søren Gade eminent til at vejre folkestemningen og forstå Venstres vestjyske bagland.

Men han er også en ret doven politiker.

»Søren Gade kan godt lide at komme til et baglandsmøde og stå foran 100 mennesker og tale lidt om politik. På en befriende og bramfri facon. Men han er den sidste, man skal komme til, hvis der er en eller anden kvote, som lukker for fiskeriet. Han løfter det ikke politisk. I stedet ville han pludselig gå til TV Midtvest og brokke sig. Han møder helt uforberedt op til valgmøder, og han har ikke sat sig ind i, hvordan dansk landbrugs- eller energipolitik egentlig hænger sammen. Alt det, som arbejdspladserne ude i kommunerne er afhængige af,« siger en kilde.

En anden kilde peger på samme evne hos Søren Gade til at kommunikere klart, men også at bruge mindre energi på at forberede sig på det politiske indhold.

Men har han ikke en ualmindeligt god fornemmelse for Venstres bagland?

»Jo. Han har været god til at tage stemning udefra med ind i folketingsgruppen.«

Politik er mere end stemmetal. Vil du have indflydelse, skal du sætte dig ind i tingene.

»Søren Gade kan ikke engang læse en krimi færdig. Han er typen, der læser de første 20 sider, bladrer om bagerst og konstaterer, det var butleren, der gjorde det.«

Helt tilbage i Landbrug & Fødevarer skinnede det igennem.

»Han ville gerne komme, når der skulle inviteres en minister eller klippes en rød snor, men han gad ikke sidde og lave personalepolitik og økonomistyring og forhandlinger om vandrammedirektiver. Han er smådoven. Folk snakkede engang om, at han skulle være formand for Venstre. Det ville han aldrig gide. Men han er forfængelig nok til at ville lade rygtet køre,« siger en kilde.

Nej’et til kvælstofloven i september bunder ikke i bekymring for landmændene, siger en højtstående kilde i Venstre.

Internt i partiet gad han ikke engang diskutere indholdet.

Han gik ikke i tide til ledelsen og pegede på, at man ved at skrue på dette og hint i lovteksten måske kunne gøre livet lettere for landmændene.

»Han vil ikke have noget. Eller udrette noget. Han vil bare markere sig,« siger kilden:

»I mange år har Søren Gade underholdt med, hvordan man vinder vælgernes respekt. For ham er det ved at gå imod partilinjen. Det sorte bagland synes, han er en vældig karl. Hele pointen er, at han skal have en anden position end partiet, for så snakker vi om Søren og ikke om sagen, og det kan han godt lide. Det har altid været hans strategi.«

»Den fede yderfløjskone«

Med årene sker det for mange af os mennesker. Vores særheder træder frem, hvis ikke vi har gode folk omkring os til at tøjle dem.

Nogle beskriver, at Søren Gade i perioder kan være omsorgsfuld, støttende og beleven. Andre spekulerer i, om han overhovedet har nogen rigtige venner.

Netværket er enormt og breder sig langt ud over politik. Kunstnere og virksomhedsledere er tætte på Søren Gade. Han omgås statsministeren privat og går på jagt med kong Frederik. Og hvis man er i tvivl om det, skal Søren Gade nok få fortalt dig det, lyder det:

»Søren Gade vil gerne være fin på den. Når han opfatter, at alle verdens ledere gerne vil mødes med Zelenskyj, kan du være så sikker som amen i kirken på, at Søren Gade vil bruge al sin energi på at mødes med Zelenskyj. Det er sådan, han har brugt Folketingets formandskab.«

En fortæller, at vedkommende er bekymret for Gade. Han er blevet mere indesluttet og bitter. Engang var han gode venner med Inger Støjberg. De to tog på Skanderborg Festival sammen.

Da han blev formand for Folketinget, vendte loyaliteten. Pludselig blev Gade tæt med Mette Frederiksen, og i gemakkerne begyndte han ifølge en kilde at kalde Inger Støjberg for »den fede yderfløjskone«.

Med det resultat, at Inger Støjberg ifølge en kilde blev opmærksom på, at hun faktisk havde taget på, begyndte at træne og siden har tabt sig.

Gade har, påpeger flere kilder, ofte talt nedladende om andres vægt. Typisk i perioder, hvor han selv har været slank. Flere har oplevet, at han taler dårligt om folk bag deres ryg.

»Hvis han bliver sur på en, siger han det til alle andre end den, han er sur på. Det har jeg selv oplevet,« siger en kilde i Venstre.

Han er endt et helt andet sted, end han begyndte. Den ligefremme og usnobbede forsvarsminister, der på ture til Irak forlod officererne for at høre, om soldaterne sov godt på deres feltsenge, ser nu folk for, hvad de er, ikke hvem de er.

Som Folketingets formand har han nægtet at mødes med DIIS-forskere for at bidrage til udredningen af den Afghanistan-krig, hvor 44 soldater mistede livet, og en række tidligere veteraner har i de senere måneder fortalt, hvordan de har mistet respekten for den engang så populære forsvarsminister.

Jyllands-Posten har forelagt kritikken for Søren Gade. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Han træder af med et eftermæle af møgsager. Formandsposten i Esbjerg Havn, den manglende åbenhed om Afghanistan-krigen og de hånende kommentarer om, hvor kedelig han har fundet rigets fornemste post.

Red dig selv

Ifølge kilder elsker Søren Gade fortællingen om, at han er den bedste formand, Venstre aldrig fik.

Sandheden er ifølge dem den helt modsatte.

Han var blevet en dårlig formand og havde aldrig samarbejdsevnerne, modet eller fliden.

Måske er det dét, der er sket med Søren Gade.

Næsehornet buldrer og brager, fordi det ikke kan andet. Små hunde gør som bekendt højest.

Som en kilde siger det:

»Inderst inde tror jeg godt, at Søren Gade ved, at han er mislykkedes som politiker. Det er fortællingen om et menneske, der kunne have opnået meget mere end det, han ender med.«

Når tirsdag er færdig, er han efterladt på sidelinjen. Han er ikke længere formand for Folketinget. I Venstre er tilliden til ham svækket, og ledelsen har overladt ham ordførerskaberne fiskeri, kirke og idræt.

For et par år siden var Søren Gade med i livstilsprogrammet ”Kender du typen?” på DR.

Her afslørede han sit livsmotto for seerne.

»Red dig selv. For der er ikke andre, der gør det.«

Det får han mere end nogensinde brug for nu.