Forsvaret får 22 milliarder kroner ekstra i finanslovsforslag
Forsvarsudgifterne forventes at stige til cirka 40 milliarder kroner i 2030 ifølge Berlingske.
Regeringen vil afsætte yderligere 22 milliarder kroner til Forsvaret i 2027 som en del af dens kommende finanslovsforslag.
Det skriver Berlingske tirsdag.
Planen er, at investeringen i Forsvaret skal stige til omkring 40 milliarder i 2030, skriver avisen.
Forventningen er dermed, at Danmark fortsat når at indfri Natos mål om at bruge 3,5 procent af bnp på militært forsvar inden 2030.
Ifølge Berlingske fremgår det af Natos egen opgørelse, at Danmark allerede i 2026 har brugt 3,4 procent af bnp på forsvar, hvis man tæller pengene med fra den såkaldte Ukrainefond.
Finansminister Peter Hummelgaard (S) fortæller, at regeringens første finanslovsforslag kommer til at bære præg af, at ”vi simpelthen skærer ind til benet”.
- Der er noget, vi skal have lidt mindre af, for at vi så til gengæld kan investere i fællesskabet, i velfærden, i trygheden og i et konkurrencedygtigt erhvervsliv, siger han til Berlingske.
Støtten til Ukraine vil fortsat også være en del af de penge, der sættes af til forsvar i de kommende år, fastslår økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
- Det her handler både om at forsvare Danmark og Europa, samtidig med at vi også beskytter velfærden. Dansk økonomi er stærk nok til at kunne begge dele, siger hun.
Det er dog med det forbehold ifølge skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M), at regeringen er nødsaget til at spørge Folketinget bredt om, hvad der er opbakning til, når det gælder donationer til Ukraine.