Fortsæt til indhold
Politik

Messerschmidt har en vision for 2035 og vil fokusere på familier

DF-formand foreslår i årsmødetale et nyt skattefradrag til børnerige familier og pensionsbonus til kvinder.

/ritzau/

Dansk Folkeparti vil fremover fokusere mere på politik, som giver familierne mere tid til hinanden.

Det siger partiformand Morten Messerschmidt (DF) i sin årsmødetale på partiets årsmøde i Roskilde Kongrescenter.

- Vi vil give familien mere tid, for mig er det en bunden opgave.

- For nogle er arbejdstid den nye politiske kapital. For mig er familietid den nye politiske kapital, siger Messerschmidt.

Han har lanceret en hjemmeside, hvor borgere kan komme med bud på, hvordan Danmark skal se ud i 2035.

Han nævner fra talerstolen lørdag en række mulige politiske forslag uden at følge op på dem.

Blandt andet særlige skattefradrag til børnerige familier, en egentlig ret til at gå på deltid, pensionsbonus til kvinder og at gøre op med den barsel, som EU-institutionerne indførte for nogle år siden.

Han nævner også, at man kan gøre det lettere for flere generationer i samme familie at bo sammen uden at uddybe hvordan.

Han vil løbende dele visioner på hjemmesiden fremtidensdanmark.dk og starter med at lancere visionen om familietid.

I sin tale kommer partiformanden også med en opsang til en samlet blå blok.

- Vi skal gøre det bedre, siger han og understreger, at partierne i blå blok skal være bedre til at unde hinanden sejre.

For ellers kan den blå blok ikke vælte statsminister Mette Frederiksen, lyder det.

Sædvanligvis har pressen adgang til partiernes årsmøder, men som noget nyt har Dansk Folkeparti valgt at formene pressen adgang til den organisatoriske del. Resten af delen har pressen adgang til på sædvanlig vis.

Morten Messerschmidt har også skåret væsentligt ned på sine interview til pressen og stillede op i to et halvt minut før årsmødet og knap to minutter efter sin tale.

Normalt giver partiformænd i forskellige partier sig god tid til spørgsmål om talen eller andre politiske emner, som måtte have interesse.

Partiet er noget andet end det, som Pia Kjærsgaard stiftede for 31 år siden. Men tiden er en anden, mener hun.

- Det er jo noget helt andet, end det var, der er heller ikke mange forsamlingshusmøder, det var der i min tid. Nu er tiden en anden, og man kan være med og stå på, eller man kan lade være, siger hun.

Partiet står til 14 procent af stemmerne i den seneste Voxmeter-måling, men selv det største borgerlige parti er afhængig af, at blå blok samlet får et flertal i Folketinget, erkender Kjærsgaard.

- Jeg kan kun håbe for de andre blå partier, at det går dem lidt bedre, end det gør pt. Jeg har ikke nogen holdning til, at Venstre har godt af det eller noget i den stil.

- Jeg vogter ikke over, at vi skal have alle stemmerne. Jeg er faktisk lidt ærgerlig, hvis der ikke dannes et flertal, for det er det, det drejer sig om, siger Pia Kjærsgaard.