Fortsæt til indhold
Politik

Danmark fremrykker Ukraine-støtte efter signalblus-sag

Russisk fregat beskød dansk helikopter med signalblus, og det får Folketinget til at fremrykke støtte.

/ritzau/

Danmark fremrykker og forøger en støttepakke til i alt 1,8 milliarder kroner til Ukraine.

Det sker, efter at en dansk helikopter to gange blev beskudt med et signalblus af en russisk fregat tidligere på ugen.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Jeppe Bruus (S) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn fredag.

- Vi udmønter vores støtte til Ukraine hurtigere, end vi egentlig havde tænkt os, siger Jeppe Bruus.

Forsvaret udsendte mandag klokken 23.02 en pressemeddelelse om, at en af flyvevåbnets Fennec-helikoptere var blevet beskudt med pyroteknik i internationalt farvand ud for Gedser.

Det skete ifølge Forsvaret i forbindelse med en rutinemæssig fotodækning af fregatten.

Ifølge den danske forsvarsminister etablerede den russiske fregat ikke radiokontakt til den danske helikopter, inden to signalblus blev affyret mod helikopteren.

Den transatlantiske forsvarsalliance Nato har kaldt episoden for en ”uansvarlig russisk handling”.

Flere lignende episoder har fundet sted i Europa i den seneste tid.

Det er blusset op, efter at Rusland har invaderet Ukraine fuldtonet i 2022 og indledt en storskalakrig, som har kostet titusindvis af menneskeliv på begge sider.

Danmark er en af Ukraines største støtter i forhold til indbyggertal, men har siden december kun sendt én større hjælpepakke foruden fredagens.

Ukraine-fonden er så godt som løbet tør for penge, og hvis der skal findes flere penge, er politikerne nødt til at finde dem andetsteds.

Hidtil er støtten blevet finansieret via det økonomiske råderum, som er statens forventede overskud frem i tiden.