Landbruget kæmper en håbløs kamp. Danskernes grundlæggende syn på naturen er under forandring

Jeg kan ikke helt huske, i hvilken sammenhæng ordvekslingen faldt.

Men det var i gymnasiet i starten af 90’erne, og af en eller anden grund skulle vi i en af dansktimerne drøfte, hvad skønhed var for noget.

»Hvad er smukt, når I kigger ud ad vinduet,« spurgte min dansklærer.

Jeg rakte hånden op: »Jeg synes, en kornmark er smuk.«

Jeg er vokset op langt ude på landet i Jylland. Mit barndomshjem lå på en bakketop, og vi kunne se langt ud over den østjyske højderyg. Både landsbyer og natur, skove og marker, vildt og dyrket.

Det hele var en dejlig udsigt, men jeg har altid været særligt begejstret for sensommerens smukke, næsten endeløse, gule, bølgende kornmarker, der strakte sig ud mod horisonten.

»Nej,« sagde min dansklærer. »Lige rækker med planter er ikke smukke.«

Der blev ikke lagt op til yderligere diskussion den dag, men jeg har flere gange tænkt tilbage på den lidt underlige dialog.

Det slog mig, hvor store følelser mange mennesker har investeret i min dansklærers synspunkt, da fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) mange år senere i 2015 i en tv-debat fik sagt, at for ham var en kornmark også natur.

Jeg kunne selv have sagt det samme.

Men Esben Lunde blev væltet omkuld af kritik og hån fra alle sider. »Et absurd udsagn,« sagde Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding, der nu er miljøminister for SF. En kornmark »er en biologisk ørken«, tordnede hun.

Fiskedød slår luftforurening

De fleste danskere i dag lever i byer, hvor de ikke er velsignet med den samme udsigt, som jeg var som barn. Det gør jeg også selv.

De fleste danskeres hverdag har aldrig været længere væk fra naturen. Den er ikke umiddelbart påvirket af, om et stykke jord i Jylland står med hvede, er sprunget i skov eller ligger brak. Eller om ulven lusker rundt i plantagerne.

Heller ikke min.

Alligevel diskuteres natur som aldrig før, og de fleste har meninger om den.

Naturspørgsmålet fylder i aviserne, i tv-dokumentarer og på sociale medier. Selv københavnere på stenbroen bruger mere mental energi på at forholde sig til fiskedød i Limfjorden flere hundrede kilometer væk end på forureningen af den luft, de selv indånder hele dagen.

Naturen afgør folketingsvalg, og slagsmålet om vandmiljøet og den nye regulering af landmændenes udledning af kvælstof fra markerne på landet er lige nu ved at splitte Venstre ad.

Hvorfor?

Overvintret natursyn

Om vi ved det eller ej, har vi alle sammen et natursyn – en forestilling om, hvad naturen er, og hvordan den bør se ud. Det ligger dybt i os, overvintret fra dengang vores forfædre faktisk boede ude i den.

Det handler ikke kun om den faktiske virkelighed ude på landet. Det handler også om forestillede virkeligheder. Altså om, hvordan vi gerne vil forestille os, at der ser ud ude på landet, når vi lukker øjnene.

Hvad der er smukt, rigtigt og godt.

Hvis vi skal forstå de store følelser, der river og flår i dansk politik lige nu, så skal vi forstå, at det også er forskellige natursyn, der støder sammen. Både i folketingssalen og i de frustrerede landmænds traktordemonstration i København i torsdags.

Og det handler ikke om, at nogen er for naturen, og nogen er imod.

Skønhed i de lige rækker

Landmændene elsker også naturen.

Men landbrug er jo i sin kerne det, at mennesket bearbejder den og skaber den på ny. Landbrug er ikke vild natur, men en forandret og brugt natur, der gavner og hjælper os.

Det moderne hvedeaks, tamgrisen og pasteuriseret mælk fandtes ikke på urmenneskets tid, men de er villet og dyrket frem af menneskers ånd, slid og hittepåsomhed og har bragt os ubegribelige velsignelser.

Derfor opdyrkede danskerne heden, afvandede moserne og inddæmmede Lammefjorden.

Menneskets indflydelse på naturen blev anset for god.

Så sent som i min barndom kunne man høre det sagt med stolthed, at Danmark var et af de allermest opdyrkede lande i verden. Og at vi endelig slap af med ulvens plage i 1813, da den sidste blev skudt.

Tænk sig, at menneskeheden takket være moderne landbrug er i stand til at brødføde milliarder af mennesker. Et mirakel uden sidestykke.

Det var alle de forestillinger, der dengang i gymnasiet for længe siden dukkede op i mit hoved, når jeg lukkede øjnene og tænkte på en dyrket, bølgende kornmark, en traktor på arbejde eller en mejetærsker i høst:

Der er skønhed og liv i de ordnede, lige rækker med planter. Og alt det gode, der kommer ud af dem.

Forunderligt dragende

Min egen forestilling om naturen var allerede dengang på retur. Min dansklærer talte for flere end sig selv.

Ja, faktisk var den lille konfrontation bare et mikroeksempel på en større filosofisk og teologisk diskussion, som i virkeligheden har stået på i i hvert fald et par århundreder, men som først nu er ved at få konkrete konsekvenser for dansk landbrug.

I den vestlige, kristne tradition, som Danmark udspringer af, har der været et klart hierarki: Mennesket er overordnet naturen, og naturens værdi ligger i det, den kan gøre for mennesket. Tydeliggjort i den bibelske skabelsesberetning, hvor Gud befaler mennesket at »underlægge« sig Jorden og »herske« over både fisk, fugle og alle andre dyr.

Men det natursyn er i stigende grad udfordret af såvel troende som ikke-troende tænkere. Naturen har da ikke kun værdi for menneskers skyld, men den har da en iboende værdi i sig selv, lyder det igen og igen.

Vi skal beskytte naturen og biodiversiteten, ikke kun fordi vi skal sørge for rent drikkevand og sikre menneskets overlevelse, men også, fordi naturen og dyr har en egen ret til at være her, som vi ikke må knægte.

Og problemet med landbruget er jo, at når mennesket breder sig og omskaber naturen, så ødelægger vi og krænker den. For opdyrkning af jorden har alle dage ikke bare givet mad til mennesker, men har også betydet færre frøer, sommerfugle, storke, ulve og på det seneste også fisk. Listen fortsætter.

Når mange moderne mennesker lukker øjnene og tænker på naturen, forestiller de sig et landskab, som mennesket ikke har påvirket. Den utæmmede og uberørte natur med vilde fugle og fisk er forunderligt dragende på moderne mennesker, selv om - eller måske på grund af - at vores daglige liv aldrig har været længere fra dem.

Moralsk udskamning

Politisk er der derfor omkalfatrende ting i gang: Næsten 15 pct. af Danmarks landbrugsareal skal tages ud af drift som følge af den grønne trepart. En tredjedel af Danmark skal være beskyttet natur. 250.000 hektar ny skov skal rejses. I alt 100.000 hektar skal være den særligt fine urørte skov.

Om lidt står dansk svineproduktion for tur: Danmark skal ifølge regeringen kun producere de grise, vi selv kan spise eller forædle.

21 naturnationalparker er på vej. Ulven er tilbage, og den er endda blevet fredet og skal have lov til at udfolde sig naturligt, og mennesker må lære at leve med den, siges det.

Ja, selv dronningen har ladet en ”vild have” plante bag et palæ på Fredensborg.

Landbruget bliver af nogle i højere og højere grad set som naturens modsætning, ja endda dens modstander.

Carl Valentin, der er fødevareordfører for regeringspartiet SF, har i forbindelse med kvælstofsagen f.eks. beskyldt landbruget for »ekstrem ligegyldighed over for vores natur«, mens andre ligefrem har talt om et »moralsk kollaps«.

Heri ligger også en stor del af forklaringen på, hvorfor mange landmænd er blevet så vrede. Det handler ikke kun om det konkrete lovforslag, som de opfatter som en urimelig hård og hurtig regulering af deres erhverv.

Nej, det handler i lige så høj grad om den moralske udskamning. For ingen af dem elsker jo naturen mindre end Carl Valentin. Mange af dem ser bare på den på en anden måde end ham.

Bibelen har bøjet sig

Politiske diskussioner i Folketinget kan flytte meget, men over for store, grundlæggende ændringer af menneskers syn på verden er de helt ligegyldige.

For fremtiden vil ingen længere prale af, hvor meget af Danmark der er opdyrket, men i stedet af, hvor meget der ikke er. Den ændrede tænkemåde skyldes ikke konkrete politiske beslutninger. Nej, det skyldes, at de flestes forestillinger om den gode natur, når de lukker øjnene, ganske enkelt er blevet en anden.

Det er uafvendeligt, og det kan hverken landbruget eller Inger Støjberg ændre på.

Selv den nyeste oversættelse af Bibelen fra 2020 har bøjet sig. Her skal mennesket ikke længere »herske« over naturen, men »tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på Jorden«.

Nuvel. Men jeg må nu indrømme, at for mig personligt vil den smukkeste natur nok altid være en dejlig, gul, bølgende kornmark.