Fortsæt til indhold
Politik

Folketinget vedtager omstridt lov om kvælstofregulering

Fem medlemmer af Venstre stemte imod partilinjen, da Folketinget torsdag stemte for en gødskningslov.

/ritzau/

Normalt tager det et tryk på en knap, når Folketinget behandler lovforslag for tredje og sidste gang inden endelig vedtagelse.

Torsdag krydsede medlemmerne klinger i en debat over knap tre timer, før et stort flertal stemte for en gødskningslov, der har udløst vrede og demonstrationer i landbruget de seneste dage.

Fem fra Venstres gruppe stemte som ventet imod lovforslaget, selv om partiet med formand Troels Lund Poulsen i spidsen støttede forslaget.

Lovforslaget har skabt problemer internt i Venstre, hvor konflikten blev åbenlys, da Søren Gade i sidste uge meddelte, at han ville gå imod partilinjen.

Siden fulgte Anni Matthiesen, Preben Bang Henriksen, Peter Juel-Jensen og Amanda Heitmann.

Gødskningsloven, som skal regulere udledningen af kvælstof, er en udløber af den grønne trepart fra 2024.

Venstre var som daværende regeringsparti med til at indgå den grønne trepart.

Debatten i Folketinget torsdag blev lang og følelsesladet, og Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, tog ordet som den første.

- Den er ikke ordentlig. Den er ikke gennemskuelig, og den er ikke gennemtænkt, siger Inger Støjberg (DD), som kalder loven en ”omgang makværk”, som vil koste mange arbejdspladser på landet.

Efterfølgende gik SF’s fødevare- og trepartsordfører Carl Valentin på talerstolen, hvor han blandt andet skulle svare på et spørgsmål fra Støjberg, om hvorvidt han tror, at lovforslaget vil koste arbejdspladser.

- Det er muligt, at nogle flere skal stoppe med at dyrke deres jorder. Men jeg tror ikke, at det her vil påvirke beskæftigelsen synderligt.

- Det er vildt vigtigt, at vi har et stærkt landbrug. Men balancen er tippet, når naturen dør, og det er det, som det her handler om, siger Carl Valentin (SF).

Da lovforslaget blev behandlet tirsdag, var mange landmænd og ansatte i landbruget mødt op med traktorer ved Christiansborg Slotsplads i protest.

Kort efter lovbehandlingen blev der indgået en politisk aftale om, at grøntsagsproducenterne, der frygtede store økonomiske tab ved en ny kvælstofregulering, skulle fritages for regulering i et år.

Gødskningsloven skal sikre en forbedring af de kritiske miljøforhold i vandmiljøer.

Landbruget har på den anden side højlydt protesteret, blandt andet på et stormøde i Odense mandag, at det betyder væsentlige ekstraregninger, der kan true deres erhverv.