Troels Lund Poulsen har »en kæmpe sult« efter politik. Men der er noget, han ikke vil sige højt
Ingen kan udpege blå bloks leder. Men Troels Lund Poulsen vil alligevel gerne slå noget vigtigt fast om sin egen position.
Troels Lund Poulsen (V) har tabt sig.
Det forekommer altid en kende akavet, når man føler sig kaldet til selv at gøre opmærksom på et vægttab, men det var ikke desto mindre, hvad Venstre-formanden gjorde, da han fredag for første gang optrådte offentligt efter sommerferien.
Faktisk har han tabt sig så meget, mente han, at han nu beskrev sig selv som »meget mager«.
Og han så måske også lidt ranglet ud, som han stod der i smalle jeans og hvid skjorte med opsmøg på ærmerne ved den velplejede plæne bag Hindsgavl Slot.
Men det betød ikke, at Troels Lund Poulsen har mistet appetitten på dansk politik, måtte man forstå – også selvom han periodevis har efterladt det indtryk. Et indtryk, der kun blev bestyrket af, at han på fredagens pressemøde ikke svarede på ét afgørende spørgsmål om sin egen rolle i den borgerlige opposition.