Social kontrol: DD vil forbyde dominerende dunjakker og faste
Partiformand Inger Støjberg præsenterer 15 forslag, der skal bekæmpe social kontrol på ungdomsuddannelser.
En række nye krav vil fremover følge med, når unge søger ind på en ungdomsuddannelse, står det til Danmarksdemokraterne.
Partiet fremlægger i forbindelse med et sommergruppemøde torsdag et udspil om det, der betegnes som negativ social kontrol på danske ungdomsuddannelser.
Formand Inger Støjberg nævner som eksempel på social kontrol, hvordan den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir for nylig har ført kampagne rettet mod muslimske gymnasieelever om, at de bør stå fast på islamiske værdier.
- Det viser alt om, hvilke kræfter vi er oppe imod. Det kan vi ikke acceptere, og det vil vi ikke acceptere, og derfor opsætter vi de 15 punkter i dag, siger Inger Støjberg på pressemødet ved Nyborg.
Et forslag går på, at man skal tale dansk, og kun dansk, også i pauserne, ellers ryger man ud. Første dag skal eleven give håndtryk til rektor og en fra ledelsen af det modsatte køn, ellers kan man ikke begynde på skolen.
Danmarksdemokraterne vil have et forbud mod at faste på ungdomsuddannelserne, da det gør eleverne mindre produktive.
Der skal desuden, hvor det vurderes nødvendigt, indføres et kodeks for påklædning, som blandt andet betyder forbud mod dunjakker og kasketter, da man ifølge udspillet skal have ”pillet attituden af” unge dominerende drenge.
Nye elever vil skulle underskrive en erklæring om, at de vil overholde danske værdier, herunder at grundloven står over Koranen, og at de ikke vil overvåge klassekammerater og udøve social kontrol.
Rækken af forslag til forbud er lang, og som del af udspillet vil Danmarksdemokraterne sikre, at uddannelsesinstitutioner ikke ”straffes økonomisk”, hvis de udskriver en elev, altså smider denne ud af skolen.
Skolerne skal kompenseres fuldt for det taxametertilskud, de mister ved at smide eleven ud.
Taxametertilskud er et statsligt tilskud til skolerne, som er betinget af den enkelte elevs aktivitet, eller en bestået eksamen.