Løkke betragter velfærdsforlig som intakt
V, K og S er uenige om, hvorvidt velfærdsforlig skal bekræftes før eller efter regeringsdannelse.
Moderaternes Lars Løkke Rasmussen mener, at partiet er en del af det centrale velfærdsforlig og betragter dermed forliget som intakt.
Det siger partiformanden til DR og TV 2, efter at der tirsdag er blevet sået tvivl om, hvorvidt partiet er en del af aftalen.
- Vi tiltrådte forliget, da vi trådte ind i regeringen. Vi har været i Folketingssalen og stemme for en forhøjelse af pensionsalderen. Jeg har i offentligheden udtalt mig, som om jeg var med i forliget, siger han ifølge TV 2.
Tirsdag har Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative ytret uenighed om, hvorvidt velfærdsforliget skal genbekræftes før eller efter en regeringsdannelse.
Velfærdsaftalen blev indgået i 2006 og sikrer, at borgerne arbejder længere i takt med, at levealderen stiger. Det er et af de mest centrale forlig i dansk politik.
Forud for valget lød det fra Socialdemokratiet, at partiet vil ændre på velfærdsforliget, så pensionsalderen i fremtiden kan stige langsommere.
Lars Løkke Rasmussen er ikke umiddelbart tilhænger af at vente med at genbekræfte forliget til, efter at en ny regering er dannet, lyder det.
- Hvis man først genbekræfter forliget, når en ny regering er etableret, er der ikke noget forlig i mellemtiden, siger han ifølge medierne og tilføjer:
- Det vil sige, at så er der en eller anden risiko for, at hvis man gik ind i drøftelser med SF og Enhedslisten, at det så pludselig kommer med nogle betingelser. Det er en af grundene til, at jeg selv har været lidt tøvende på at gå ind i det rum.
Det er ifølge ham en af grundene til, at han har været ”tøvende” med at gå ind i forhandlingerne, som han ikke fysisk har deltaget i siden 10. april.
Hvorvidt det er afgørende for forhandlingerne at få genbekræftet forliget, inden en ny regering dannes, vil han ikke diskutere i offentligheden.
Reglerne for forlig bygger på en fælles forståelse og står ikke nedfældet som del af en lov.
Forlig kan blive ændret, hvis partierne vil. Enten ved enighed eller ved at opsige forliget inden et valg og håbe på, at der er flertal for at ændre det efter valget.
Ifølge partilederne Troels Lund Poulsen (V) og Mona Juul (K) har Mette Frederiksen oplyst til partierne, at velfærdsforliget er ”faldet”, da man ”teknisk set ikke anser Moderaterne for at være med i forliget”.
Socialdemokratiske Peter Hummelgaard har efterfølgende skrevet på Facebook, at det er Finansministeriets vurdering, at Moderaterne ”teknisk set ikke længere er en del af forliget”.
Den vurdering er Lars Løkke Rasmussen ikke enig i, siger han tirsdag aften.
Finansministeriet har tidligere i et svar til Folketinget oplyst, at Moderaterne indtræder i forliget ”som følge af regeringsdannelse”. Det fremgår af et svar fra januar 2023, efter at SVM-regeringen blev dannet i december 2022.
Ritzau har kontaktet Finansministeriet for at få svar på, hvorvidt Moderaterne indgår i forliget eller ej.
- Da der for øjeblikket er forhandlinger om en ny regering, vil Finansministeriet som udgangspunkt ikke komme med udtalelser i forbindelse med pressehenvendelser, oplyser ministeriet tirsdag aften skriftligt.