Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Borgernes Parti mister endnu et folketingsmedlem

Emilie Schytte har meldt sig ud af Borgernes Parti.

Medlem af Folketinget Emilie Schytte har meldt sig ud af Borgernes Parti.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

»Jeg har i dag meddelt Lars Boje Mathiesen, at jeg trækker mig helt ud af Borgernes Parti. Det er en afgørende beslutning. Derfor har jeg været længe om at tage den, fordi jeg var nødt til at prøve alt, hvad jeg kunne, for at få det til at fungere. Men jeg kan ikke længere stå inde for den retorik, partiet fører – og som Lars forsvarer,« lyder det blandt andet.

Hun uddyber sin beslutning med, at partiet ifølge hende er organiseret med magten centreret om Lars Boje Mathiesen og bl.a. uden en hovedbestyrelse.

»Det, der blev præsenteret som gennemsigtighed, ærlighed og et opgør med magtcentrering, viser sig i praksis at være et pyramidespil af hykleri og magtfuldkommenhed. Alt det, jeg kæmper imod. Hvordan kunne jeg ikke se det før?« skriver hun.

Det fremgår ikke, hvorvidt hun bliver løsgænger og tager sit mandat med sig, eller om hun overdrager det til Borgernes Parti. Hun afslutter dog sit opslag med, at hun glæder sig »til, at det rigtige arbejde går i gang.«

Jyllands-Posten har rakt ud til Lars Boje Mathiesen og Emilie Schytte, men ingen af dem er endnu vendt tilbage på vores henvendelse.

Emilie Schytte har de seneste dage været i mediernes søgelys, fordi flere elementer i den iværksætterfortælling, hun ellers promoverede sig selv på under valgkampen, tilsyneladende hænger dårligt sammen.

Jyllands-Posten har bl.a. beskrevet, at hun aldrig har ejet de to selskaber, hun selv har fremhævet i valgkampen. To andre selskaber har aldrig haft indtægter, selvom hun fremhævede netop dem som grunden til, at hun kunne købe sit hus.

Radio IIII har desuden beskrevet, at hun har rod i sit CV.

Med Schyttes udmeldelse kan Lars Bojes Mathiesens parti halvanden uge efter valget have mistet halvdelen af sine i alt fire folketingsmandater.

Fire dage efter valget blev Jakob Harris ekskluderet fra partiet efter, at bl.a. Finans kunne berette, at han er politianmeldt i en konkurssag. Han er i stedet blevet løsgænger.

Tilbage er Boje selv samt Nadja Natalie Isaksen.