Fortsæt til indhold
Politik

Sjælden sommerfugl skubber til jysk granatfabrik: »Jeg synes, at det er ganske udmærket«

Der er opdaget et særligt habitat tæt på den nordjyske ammunitionsfabrik Krudten, så nu er sikkerhedszonerne lavet om. Men det var en eksplosion i USA, der blev spurgt mest til, da ministeren kom til byen.

Man fornemmer overraskelsen i salen, da manden i fuld militæruniform fortæller nyheden.

»Vi har i processen fundet et bosted til en sjælden sommerfugl,« fortæller Per Pugholm, generalløjtnant og direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse:

»Det har gjort, at vi har replanlagt, hvor dele af fabrikken skal være.«

Vi er til borgermøde i idrætshallen i byen Elling, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og manden i uniformen skal fortælle om planerne for den nordjyske ammunitionsfabrik, der kaldes Krudten.

Den har nu været 971 dage undervejs. Uden der er kommet en eneste granat eller patron ud af det endnu.

Ministeren har vedtaget en vidtgående lov, der giver ham en enorm magt til at sætte fart på Forsvarets byggeprojekter og droppe tidskrævende regler og procedurer om natur og miljø.

Men denne sjældne sommerfugl – en hedepletvinge – vil der nu alligevel blive taget hensyn til.

Derfor flyttes de planlagte depoter, hvor der skal opmagasineres materialer, fra et sted tæt på sommerfuglens habitat til et sted væk fra hedepletvingen. Derfor ændres også sikkerhedszonerne omkring fabrikken. Og af den grund er der nu en nabo mindre, hvis hus skal eksproprieres og overtages af staten. Fire i alt i stedet for fem.

Per Pugholm under et tidligere borgermøde i Elling. Arkivfoto: Benny Kjølhede

dele af

Intet imod sommerfugle

Per Pugholm forklarer, at sommerfuglen er beskyttet af EU’s habitatdirektiv, at man kunne have valgt at køre hen over den af hensyn til den nationale sikkerhed, men at der tages hensyn til dyret med de hvid-rød-orange oversider, fordi det hverken forsinker, fordyrer eller forværrer projektet. Tværtimod er der nu en nabo, der slipper for at blive tvangsopkøbt, påpeger han.

Troels Lund Poulsen mener, at det giver god mening.

»Når man vælger at tage hensyn til sommerfuglen, så kommer man også til at tage hensyn til, at der bliver én mindre, der bliver eksproprieret.«

Er det ikke lidt fjollet at skulle tage hensyn til sommerfuglen i den sikkerhedspolitiske situation?

»Jeg synes, at det er ganske udmærket, at man vægter det, som er afgørende, nemlig at man skal ekspropriere færrest muligt. Så er man så også i den situation, at man kan være med til at tage særligt hensyn til en sjælden sommerfugleart. Jeg har jo ikke noget imod sommerfugle.«

Eksplosion i USA

Sommerfuglenyheden udløste en del hovedrysten på stolerækkerne. Det var imidlertid ikke det sjældne dyr, der fyldte mest i spørgsmålene fra naboerne til den nye fabrik. Det var især, at der for nylig er eksploderet en amerikansk ammunitionsfabrik i staten Tennessee.

16 døde, og rester fra eksplosionen blev fundet tre kilometer væk ifølge CNN. Årsagen er stadig ved at blive undersøgt.

Satellitfoto viser ødelæggelserne. Satellitfoto: Vantor/AFP

Annette Thomsen, som bor ca. 200 meter fra Krudten, rejser sig op og siger, at hun hellere vil eksproprieres end bo tæt på en sprængfarlig fabrik.

»Så kan jeg sove trygt om natten,« siger hun.

Troels Lund svarer hende, at »jeg kan ikke stå her og lave en ekspropriation af dig i aften«:

»Det må være sådan, at vi tager afsæt i de sikkerhedszoner,« siger han.

Per Pugholm indvender, at den amerikanske fabrik ikke kan sammenlignes helt med produktionen på Krudten, hvor der skal laves granater og patroner.

»Man kan ikke overføre det, man har set i USA, direkte hertil. Det er en anden type ammunitionsfabrik, som jeg forstår det. Man havde nok også en større produktion, end vi kigger ind i her. Man havde nok heller ikke designet fabrikken til at mindske en eventuel påvirkning på det omkringliggende samfund, hvis noget skulle gå galt. Det lægger vi helt afgørende vægt på i vores projekt.«

Troels Lund Poulsen lover at vende tilbage med en mere detaljeret gennemgang af ulykken i USA.

»Jeg tænker, at vi skal prøve at få lagt den information ud om, hvad der skete i Tennessee, så vi forhåbentlig kan berolige nogle af jer,« siger han.

Det mildner imidlertid ikke de nærmeste naboer denne aften.

»Ville I selv være trygge ved, at jeres børn skulle lege i den sikkerhedszone? Har I selv lyst til at bo så tæt på?« spørger en kvinde.

»Jeg har ikke noget problem med at bo i Elling,« svarer Troels Lund Poulsen:

»Men jeg kommer ikke til at flytte til Elling, fordi jeg bor på Sjælland. Jeg er tryg ved det, der er fremlagt i aften. Vi mener, at det er forsvarligt.«