Støjberg bakker fuldtonet op om Israel trods meldinger om drab i Gaza
Inger Støjberg begræder tabet af børns liv, men hun er fortsat stålsat i sin støtte til Israel i konflikt.
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, står fast på sin uforbeholdne støtte til Israel.
Også på trods af meldinger om mange drab på civile i Gaza, siger hun lørdag i Herning Kongrescenter, hvor hun har holdt tale ved partiets landsmøde.
Spørgsmål: Kan du godt bakke Israel fuldstændig fuldtonet op på samme måde, som du gjorde for et år siden?
- Jeg bakker Israel fuldtonet op. Det er et demokrati, og er der nogle ting, der ikke er, som de skal være, så vil man i et demokrati løse det, også med de internationale regler, der er på det her område. Og det er jeg ikke i tvivl om, at man kommer til.
- Det kan ikke passe, at israelerne ikke kan leve deres liv i frihed. Det er også det, jeg har adresseret i dag, siger hun efter talen.
I sin landsmødetale sidste år sagde Inger Støjberg under store klapsalver, at Israel skulle ”have lov til at gøre arbejdet færdigt”, og at hun ønskede ”en total israelsk sejr” i konflikten mellem Israel og palæstinensere.
Inger Støjberg peger på, at antisemitismen også har vist sit ansigt i Danmark, og at hun fortsat ønsker en nedkæmpelse af den palæstinensiske militante organisation Hamas.
Spørgsmål: Men kan det godt retfærdiggøre det, der foregår i Gaza? Læger uden Grænser i Danmark har senest trukket sig ud, fordi de israelske soldater kommer for tæt på?
- Ligegyldigt hvilke civile tab, man måtte se, så er det forfærdeligt. Det er lige meget, om det er ukrainske børn, palæstinensiske børn eller israelske børn, det kan der ikke være to meninger om. Men lad os nu få de internationale spilleregler til at vurdere, hvad der er op og ned.
- Man skal huske på, at Hamas sidder fuldstændig på kommunikationen, og det er en terrororganisation. Så man skal ikke tage alt for gode varer, når det kommer fra Hamas, faktisk skal man ikke tage noget som helst for gode varer, når det kommer fra Hamas. Men israelerne skal selvfølgelig efterleve de internationale spilleregler, siger hun.