Fortsæt til indhold
Politik

Beredskabsministeriet skal sikre os, hvis krisen rammer: Men det har svært ved at svare på basale spørgsmål

Beredskabsministeriet blev oprettet i august og er centralt for samfundssikkerheden. Men ministeriet har fortsat svært ved at svare på basale spørgsmål. Beredskabsministeren understreger, at der er styr på de operative opgaver.

Over for den delvist nedbrændte børsbygning i København ligger Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som har en yderst vigtig opgave. Det skal sørge for, at Danmark er så trygt, sikkert og robust som muligt, hvis landet rammes af sabotage, ekstremt vejr, hybrid krigsførelse eller andre krise- og katastrofescenarier.

Men det er svært eller umuligt for Beredskabsministeriet, som det ofte bare kaldes, at svare på basale spørgsmål.

Det bliver tydeligt, da Jyllands-Posten beder om rutineoplysninger fra ministeriet.

Der er ikke tale om en vild tryktest i form af en russisk kabeloverskæring eller en uforudset naturkatastrofe, men blot spørgsmål om fakta om ministeriet.

Det står således uklart, hvor mange penge ministeriet får tildelt i 2025, der begynder om få uger. Og det udvikler sig rodet, da ministeriet skal forsøge at fremskaffe et organisationsdiagram over opdeling og ansvar i ministeriet, som i øvrigt ikke har fået et telefonnummer endnu, men kun angiver post- og e-mailadresse på sin hjemmeside.