Fortsæt til indhold
Politik

Livet i Moderaterne: Sådan har de ansatte haft det

Trusler, hån, latterliggørelse, aflytning og mobning. Nu bliver der åbnet for indblik i hverdagen i Lars Løkke Rasmussens parti.

Det er en voldsom oplistning af konkrete, alvorlige krænkelser i Moderaterne, som alle nu kan få indblik i.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens parti har de seneste måneder været martret af store interne problemer. De eksploderede i lys lue offentligt, da B.T. i slutningen af august skrev, at der var blevet klaget til Arbejdstilsynet.

Nu har Arbejdstilsynet truffet sin afgørelse, som Jyllands-Posten fået aktindsigt i.

Den er et rædselskatalog af eksempler på dårligt arbejdsmiljø, krænkende handlinger og mobning.

Rapporten er dateret den 16. oktober på baggrund af samtaler med ledere og medarbejdere, der er gennemført i begyndelsen af september. Problemet med arbejdsmiljø omtales, som om det fortsat er »aktuelt«.

Siden august har Moderaterne oplyst, at partiet har tilknyttet en erhvervspsykolog, oprettet en whistleblowerordning og gennemfører en arbejdspladsvurdering (APV). I september fratrådte hele den politiske afdeling, ligesom partisekretæren er stoppet.

Daglige krænkelser

Moderaterne blev stiftet i 2021, og siden er det gået stærkt i partiet, der har siddet i regering siden 2022.

Ifølge den nye rapport er krænkelser og mobning i et vist omfang forekommet siden oprettelsen af sekretariatet »og i stigende omfang over det seneste år med en eskalering de seneste tre måneder«.

Krænkelserne finder sted »dagligt til ugentligt«. Det sker både mellem de ansatte. Mellem lederne. Og mellem ledere og de ansatte.

Medarbejderne er blevet ramt både under møder med flere deltagere og i den enkeltes dagligdag på kontoret.

På møderne har ledelsen ifølge rapporten leveret »negativ kommentering, hån og latterliggørelse«.

»Denne adfærd har været i form af at vende øjne, gestikulere voldsomt, afbryde, nedstirre og sende intimiderende blikke.«

De krænkende handlinger er »jævnligt« kommet til udtryk som »bagtalelse, nedværdigende kommentarer om andres faglige kompetencer og bidrag, udseende, fremtoning, alder, personlige/private forhold og påklædning«.

Ikke kun medarbejderne har stået for skud. Flere har fortalt, at de har oplevet deres egne ledere blive »hånligt irettesat og vendt øjne af på møder«. Det har ifølge Arbejdstilsynet gjort medarbejderne utrygge.

Trusler og skældud

Arbejdstilsynet har bl.a. ført samtaler med daværende partisekretær Kirsten Munch Andersen og kommunikationschef Ulla Østergaard.

I rapporten kobles de forskellige oplevelser ikke direkte til navngivne personer. Men ledelsens ageren beskrives generelt. Som når »ledelsen« fortæller medarbejderne, at de er »unge, besværlige, krævende og utaknemmelige«.

Hvis disse medarbejdere har lavet fejl, så har de oplevet, at de »bliver hårdt irettesat og eksempelvis føler sig udstillet i mailtråde med flere modtagere inklusive partiledelsen«.

»Der er flere eksempler på, at ansatte har oplevet sig skældt ud, hængt ud og gentagne gange er blevet bedt om at forklare den samme fejl, hvilket de har oplevet som hånende, devaluerende, kontrollerende og intimiderende,« står der i rapporten, der om Moderaternes fejlkultur noterer:

»Hvis man laver fejl eller ikke skaber resultater, bliver det italesat på måder, der opleves truende f.eks. i forhold til ens ansættelse og videre karrieremuligheder.«

Den hårde tone har også ramt kolleger, der ikke har været til stede. Og den har spredt sig langt uden for mødelokalerne.

»Den grove tone, kommentarer og vurderinger kan forekomme på gangene, i kontorer og i frokostpausen, hvor andre bliver vidne til det, selvom de ikke er en del af samtalerne,« skriver tilsynet.

Ansatte har også oplevet, at der bliver udvekslet beskeder om dem under møder, de selv sidder med til, uden at de ved det.

»Det forekommer desuden i beskedtråde/chatgrupper, som der eksempelvis skrives i både i og uden for arbejdstiden og eksempelvis under møder, hvor der kommenteres på kollegaer, som er til stede på mødet, uden de har kendskab til det,« står der.

Partiformand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vej til gruppemøde under pressens bevågenhed. I baggrunden digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M). Foto: Jens Dresling

Gruppedannelse og eksklusion

Flere ansatte har oplyst til Arbejdstilsynet, at nogle medarbejdere holdes udenfor, når kolleger går til frokost eller andre sociale arrangementer.

»I nogle tilfælde er det foregået subtilt, og i andre tilfælde mere åbenlyst, hvor ansatte overhører kollegaer på vej ud af døren sige ”skynd dig, ellers skal vi have XX med”«, står der i rapporten.

Flere ansatte har ifølge rapporten fortalt, at de ikke har kunnet sige fra over for den dårlige behandling, »da de er bekymrede for konsekvenser i form af eksklusion«.

Det gælder både i forhold til sig selv og i forhold til at stå op for kolleger, der bliver dårligt behandlet.

»Man er bange for at komme i ”bad standing” eller selv at blive ekskluderet,« som der står.

Stemningen har udløst stor mistillid også internt blandt medarbejderne.

»Ansatte oplyste, at de generelt oplever en høj grad af mistillid internt blandt kollegaer, og enkelte ansatte frygter at blive aflyttet og har oplevet sig truet af andre kollegaer, eksempelvis omkring at gå til ledelsen med oplevelser i relation til krænkende handlinger,« står der.

Når ansatte undervejs alligevel har taget mod til sig og påpeget krænkende handlinger og mobning over for ledelsen, er de blevet »bagatelliseret og ikke taget alvorligt«.

»Andre har oplevet, at sådanne samtaler er blevet delt med andre, uden deres tilsagn,« står der i rapporten.

Det fremgår også, at nogle ansatte har oplevet, at deres egne ledere har været »bange for at bringe ting videre til den øverste ledelse af frygt for at blive nedgjort eller udstillet«.

I september valgte sekretariatschef Kirsten Munch Andersen at stoppe i partiet.

Grådlabile og nervøse

Arbejdstilsynets afgørelse er et påbud til Moderaterne om at sikre, at »mobning og anden nedværdigende adfærd ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed«.

I afgørelsen kan man læse, at »der er ansatte, der har haft sygefravær, samt ansatte, der aktuelt har stresssymptomer som eksempelvis søvnbesvær, begge dele som følge af det psykiske arbejdsmiljø«.

Det dårlige miljø har betydet, at flere modtager psykologbistand.

Arbejdstilsynet har ved selvsyn oplevet, at »at alle ansatte og flere ledere var tydelig berørte, grådlabile og nervøse under samtalerne«.

Tilsynet noterer sig, at Moderaterne har taget en række initiativer til at styrke arbejdsmiljøet. Men:

»Eftersom tiltagene enten kun lige eller endnu ikke er iværksat, er det ikke muligt at vurdere effekten af dem endnu,« skriver tilsynet.

Konklusionen er alt i alt, at det kan være direkte farligt at gå på arbejde i Moderaterne.

»Vi vurderer derfor samlet, at arbejdet i Moderaternes sekretariat udsætter ansatte for en sundhedsmæssig risiko,« skriver tilsynet og fortsætter:

»Utilstrækkelig forebyggelse af problemer med krænkende handlinger, herunder mobning, øger ansattes risiko for at få stress og stressrelaterede sygdomme som f.eks. angst, depression og hjertekarsygdomme samt for i nogle tilfælde at udvikle posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.

Moderaternes partisekretær, Morten E.G. Brautsch, skriver i en mail, at Moderaterne skal have et sundt arbejdsmiljø.

»Jeg tager påbuddene fra Arbejdstilsynet dybt alvorligt, og vi arbejder på højtryk med de nødvendige initiativer og processer. Påbuddene fra Arbejdstilsynet svarer til det, vi blev meddelt i et høringsbrev for knap en måned siden, nemlig at vi skal gennemføre en APV samt sikre, at de ansatte i Moderaterne kan udføre deres arbejde på ordentlige og gode vilkår også i forhold til at undgå krænkende handlinger,« skriver Morten E.G. Brautsch.

»Vi har også sagt ja til et tilbud fra Arbejdstilsynet om hjælp til et forløb, så ansatte ikke mødes af uklare og modstridende krav. Vi arbejder som nævnt på højtryk, og der udestår mange handlingspunkter, som vi arbejder videre med i de kommende måneder,« skriver han.