»Man siger til folk, at de får skov, men det gør de nok ikke«
Mads Fuglede (DD) mener, at det er urealistisk at rejse 250.000 hektar skov. Han tror, at danskerne får noget andet i stedet for.
Det kommer ikke bag på Danmarksdemokraternes Mads Fuglede, at der er noget, som ikke stemmer i forhold til planerne om at rejse 250.000 hektar skov.
»Jeg er ikke overrasket over, at økonomien i skovdriftsdelen er helt på Månen,« siger klimaordføreren.
Mandag kunne Jyllands-Posten fortælle, at de landmænd, som skal rejse skoven, næppe kommer til at gøre det. Tilskudsbeløbet på 75.000 kr. per hektar er nemlig langt mindre, end det de fleste af dem vil kunne sælge deres jord for.
I Mads Fugledes øjne understreger det et fundamentalt problem ved den grønne trepart:
»Man siger til folk, at de får skov, men det gør de nok ikke.«
Mads Fuglede tror, at de kommer til at få noget helt andet – og for mange mindre spiseligt – i stedet.
»Det er bedst for forretningen«
Solceller. Og vindmølleparker.
Det er der mere økonomi i for landmændene, siger han.
DR har beskrevet, hvordan virksomheder bag solcelleanlæg er villige til at betale helt op til en halv million kr. per hektar jord. Det er mere end seks gange så meget, som landmændene kan få i tilskud per hektar for at rejse skov.
»Der er ingen tvivl om, at hvis man som landmand ser, at man kan få et lavt tilskud for en hektar skov, overfor et højt, hvis man etablerer solceller, så vil mange landmænd nok tænke, at det er bedst for forretningen. Det vil deres bank nok også råde dem til,« siger Mads Fuglede.
Danmarksdemokraterne er ikke del af den grønne trepart, og Mads Fuglede ser aftalen som en stor jordreform, der har til formål at flytte jord væk fra fra landbruget.
»Når man flytter jord væk fra landbruget, så afvikler man også rigtig meget landbrug. Og det har man bedst kunnet forsvare over for offentligheden ved at love folk noget, de godt kan lide, i stedet for. Nemlig: skov.«
Men det er urealistisk med den økonomiske ramme, der er afsat, mener han.
Mads Fuglede ønsker ikke, at der skal rejses 250.000 hektar skov, men han »vil gerne have mere skov i Danmark«.
Det mener han, at man skal gøre »ved at lave aftaler, som gør det fornuftigt for landmændene« at rejse skov. Mads Fuglede specificerer ikke, hvor højt et beløb, der skal til for, at det bliver »fornuftigt«.
Jyllands-Posten har tidligere forsøgt at få minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), til at svare på, hvorvidt det er en mulighed at hæve tilskuddet.
Det svarede han ikke direkte på, men skrev at »modellen for skovrejsning vil blive genbesøgt senest i 2027«.