Fortsæt til indhold
Politik

Blå partier har ingen planer om at optage Jeppe Søe

Jeppe Søe er blevet en del af det blå valgforbund. Det kunne han onsdag fortælle til Jyllands-Posten. Det betyder dog ikke, at han er på vej til at blive meldt ind i partierne, lyder det fra to af dem.

Det blå valgforbund er blevet én mand rigere.

Jeppe Søe, der meldte sig ud af Moderaterne i forrige uge efter afsløringerne om et dårligt arbejdsmiljø, er nu blevet en del af valgforbundet mellem Liberal Alliance, Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Det kunne Jyllands-Posten fortælle onsdag.

Men det betyder ikke, at de blå partier står klar med åbne arme over for Jeppe Søe.

I hvert fald ikke hvis man spørger Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Begge partier afviser, at Jeppe Søe skulle være på vej til at melde sig ind hos dem.

»Det er selvfølgelig spændende for det borgerlige valgforbund at vokse. Men jeg tror heller ikke, at man skal lægge så meget andet i det,« siger gruppeformand for DF Peter Kofod.

Ingen varm velkomst

Hos Liberal Alliance er planen heller ikke at lukke Jeppe Søe ind i partiet, hvis man spørger gruppeformand Ole Birk Olesen.

Er Jeppe Søes placering i det blå valgforbund første skridt til, at han kan blive en del af Liberal Alliance?

»Nej,« svarer Ole Birk Olesen i en skriftlig kommentar.

Så I kan ikke se, at han kan blive en del af Liberal Alliance på sigt?

»Det har vi ikke talt om i folketingsgruppen og partiets forretningsudvalg, og det er dem, som beslutter, om et folketingsmedlem, som er valgt for et andet parti, skal have lov til at blive optaget i LA’s folketingsgruppe.«

Han peger også på, at det er tre forskellige partier i blåt valgforbund, der har afgivet pladser til Jeppe Søe:

»Ingen af de tre partier ville afgive egne pladser i udvalg til Jeppe Søe, hvis de havde en forventning om, at han i en overskuelig fremtid bare blev optaget i et af de tre partier. Så skulle Jeppe Søe have sine pladser af det parti og ikke af de to andre,« siger Ole Birk Olesen.

Ifølge ham har Danmarksdemokraterne afgivet tingsekretærposten til Jeppe Søe. Konservative har afgivet en plads i digitaliseringsudvalget, og Liberal Alliance har afgivet kulturudvalget til ham.

Jeppe Søe udtalte selv i Jyllands-Posten, at han i hvert fald ikke kommer til at melde sig ind i Dansk Folkeparti.

»Vi har heller ikke tanker om at optage Jeppe Søe i Dansk Folkeparti,« siger Peter Kofod.

Ingen krav til Jeppe Søe

Selvom ingen af de to partier har planer om at optage Jeppe Søe, byder de ham begge velkommen i det blå valgforbund.

»Jeppe Søe har tilkendegivet, at han føler sig mest hjemme hos os. Det tror vi på, og derfor er det naturligt at byde ham velkommen i det blå valgforbund,« siger Ole Birk Olesen.

Det er også meldingen fra Peter Kofod:

»Situationen har været den, at Jeppe Søe har banket på vores dør, så vores valgforbund er blevet et mandat større.«

Jeppe Søe bliver med det nye valgforbund en del af blå blok i de såkaldte clearingsaftaler, som er en vigtig del af hverdagen i det politiske arbejde på Christiansborg. Det er gentlemanaftaler, som styrer, at folk fra forskellige blokke kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer på, hvem der vinder afstemningerne i salen.

Det er dog ikke, fordi Jeppe Søe har lovet at stemme sammen med blå blok for at blive en del af valgforbundet. Han har selv sagt, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik er noget, som det kan tænkes, at han vil stemme imod.

»Det står ham fuldstændigt frit for, men jeg synes selvfølgelig, at man skal stemme for alle Dansk Folkepartis forslag,« siger Peter Kofod.

Heller ikke Liberal Alliance har stillet særlige krav, for at Jeppe Søe kunne være med i valgforbundet.

»Vi forventer ikke noget særligt, andet end det han allerede har sagt til os: at han føler en større tilknytning til os end til de to andre valgforbund,« siger Ole Birk Olesen.