Ingen modkandidater vil udfordre Rosenkrantz-Theils jagt på overborgmesterposten i København
Ingen andre socialdemokrater end Pernille Rosenkrantz-Theil har valgt at stille som partiets spidskandidat i hovedstaden. Og nu er det for sent.
Der skal ske noget fuldstændig uventet, hvis ikke den tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kommer til at stå øverst på stemmesedlerne i hovedstaden som Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten, når der skal være kommunalvalg i 2025.
Ingen modkandidater har valgt at stille op for at udfordre hende, når Socialdemokratiet i København onsdag aften formelt skal vælge deres kommende spidskandidat.
Det oplyser Jan Salling Kristensen, som er formand for Socialdemokratiet i København. Fristen for at melde sig som kandidat udløb klokken 12 onsdag.
En bytter
Københavns hidtidige overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), blev i forrige uge hentet ind på ministerholdet, hvor hun afløste Pernille Rosenkrantz-Theil som social- og boligminister.
Samtidig – nærmest på minuttet – annoncerede Rosenkrantz-Theil, at hun ville gå efter Sophie Hæstorp Andersens job som overborgmester. Manøvren vakte opsigt, fordi det er første gang, at overborgmesterposten så direkte har indgået i en regeringsrokade.
Mange politiske analytikere og kommentatorer har vurderet, at Socialdemokratiet forsøger undgå et nyt katastrofevalg i København, hvor partiet ikke længere kan vide sig sikre på at få overborgmesterposten.
Den har ellers været på socialdemokratiske hænder i mere end 100 år, men i 2021 blev Enhedslisten det største parti på rådhuset.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har erkendt, at socialdemokraterne er udfordret i storbyerne og skal gøre sig umage ved næste kommunalvalg.
»Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet er udfordret i storbyerne. Vi har rigtig mange borgmesterposter. Det vil vi gøre alt, hvad vi kan, for også at have efter næste kommunalvalg,” sagde hun ved ministerrokaden i forrige uge.
47-årige Pernille Rosenkrantz-Theil har repræsenteret hovedstadens vælgere i Folketinget siden 2019, men hendes politiske karriere på Christiansborg strækker sig helt tilbage til 2001, hvor hun gjorde entré for Enhedslisten. I øvrigt sammen Line Barfod (EL), som i dag er teknik- og miljøborgmester i København.
Disse to tidligere partifæller kommer meget vel til at skulle kæmpe om overborgmesterposten efter kommunalvalget i 2025.
Indtil videre er Socialdemokratiets gruppeformand på rådhuset, Lars Weiss, fungerende overborgmester.
Drømme og skepsis
Pernille Rosenkrantz-Theil drømmer om en grøn og blomstrende hovedstad med legepladser og brede fortove som Barcelona, med en lige så stor og effektiv metro som i London og med et natteliv som i Paris, sagde hun, da hun forlod Socialministeriet.
Hun er til gengæld »skeptisk« over for et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter - skabelsen af den kunstige halvø Lynetteholm ud for Københavns nordlige havneindløb.
Det gigantiske milliardprojekt skal blandt andet beskytte hovedstaden mod klimaforandringer og stormfloder. Efter planen skal Lynetteholm stå helt færdig i 2070.