Jeppe Søe var imod oprindeligt forslag til adfærdskodeks, siger kilder. Han kalder det »spin« og nævner over 100.000 beskeder
Moderaternes egen Jeppe Søe er en fremtrædende kritiker i sagen om dårligt arbejdsmiljø og sexisme i partiet. Men han forsøgte selv at nedtone forslaget til et adfærdskodeks i partiet, siger hovedbestyrelsesmedlem og andre kilder. Søe afviser det som »spin«.
Det er svært at sige, om det mest interessante i denne artikel er, hvad der nu siges om Moderaternes folketingsmedlem Jeppe Søe og partiets adfærdskodeks.
Eller om det er Jeppe Søes reaktion. Han mener, at partiet udfører »spin« mod ham og finder anledning til at nævne, at han er i besiddelse af 120.000 e-mails, sms’er mv., som han kunne dele, hvis han ville partiet det ondt. Hvilket han dog ikke vil, fordi han er »født loyal«.
Harmonien har i hvert fald endnu ikke indfundet sig i regeringspartiet.
Men lad os begynde med sagens kerne og så tage reaktionen til sidst.