S finder ny spidskandidat efter stop fra stemmesluger
Anders Brandt Sørensen er spidskandidat for Socialdemokratiet i Frederikshavn og afløser Birgit S. Hansen.
Tilbage i marts meddelte mangeårig borgmester i Frederikshavn kommune Birgit S. Hansen (S), at hun ikke genopstiller ikke ved næste kommunalvalg i 2025.
Nu er hendes afløser fundet.
Det bliver Anders Brandt Sørensen, som bliver ny spidskandidat for Socialdemokratiet i kommunen.
Det bekræfter Danni Nikolajsen (S), kredsformand i Frederikshavn Kommune, overfor TV2 Nord.
Ifølge mediet vandt Anders Brandt Sørensen overbevisende urafstemningen, hvor partiets medlemmer stemte om, hver der skulle være den nye spidskandidat.
Han fik 199 stemmer, mens byrådsmedlem Tina Kruckow (S) indhentede 65 stemmer.
Anders Brandt Sørensen stoppede i lokalpolitik i 2021. Men nu vil han altså forsøge at vende tilbage til netop lokalpolitik.
Han er ikke medlem af det nuværende byråd i den nordjyske kommune.
Birgit S. Hansen har været Frederikshavns borgmester siden 2014 og var blandt landets største stemmeslugere ved både kommunalvalget i 2017 og 2021.
Ved valget i 2021 stemte 40,5 procent i Frederikshavn Kommune personligt på Birgit S. Hansen. Det blev kun overgået af Christina Krzyrosiak Hansen (S) i Holbæk Kommune.
Fire år tidligere stemte 42 procent i kommunen på Birgit S. Hansen, hvilket gjorde hende til kommunalvalgets største stemmesluger i 2017.
- Jeg har altid vidst, at den tid, hvor jeg ikke hver dag glad stod op for at tage på arbejde som borgmester, ja, så er enden på jobbet ved at være nået. Det er nu, sagde Birgit S. Hansen dengang i en pressemeddelelse ifølge Nordjyske.
Hun fortalte videre, at hun fortsætter perioden ud som borgmester i den nordjyske kommune.
Dermed kan der ”ske forberedelser til et skifte”, lød det.
Dengang oplyste borgmesteren også, at hun endnu ikke ved, hvad hun skal, når hun forlader borgmesterkontoret i Frederikshavn.
Hun har tidligere udtalt til flere medier, at hun godt kunne se sig selv blive præst efter sin politiske karriere.
Ud over borgmesterposten er Birgit S. Hansen også medlem af Kommunernes Landsforenings (KL) bestyrelse samt formand for KL’s Miljø og Forsyningsudvalg.