Hård kritik af Forsvarsministeriet for at tilbageholde oplysninger
Folketinget har fået forkerte oplysninger, og ministeriet har ikke udleveret bilag til Rigsrevisionen, fremgår det af rapport, som konstaterer, at indkøb til Forsvaret både er forsinkede og fejlbehæftede.
Forkerte oplysninger. Tilbageholdte oplysninger. Forkerte tal og mangelfuldt udstyr.
Statsrevisorerne svinger sig op i det høje leje i deres kritik af Forsvarsministeriets anskaffelser af materiel.
»Det er en hård kritik, og på den kritikskala, vi statsrevisorer har, ligger det næsten i toppen. Det er næsthøjeste niveau,« konstaterer formand for statsrevisorerne, Mette Abildgaard (K).