På lukket møde gjorde Troels Lund Poulsen det klart, at læk havde til formål at underløbe ham. Nu er spørgsmålet, hvem der gjorde det
I krigen er sandheden som bekendt det første offer. Forsvaret og Forsvarsministeriet er tilsyneladende helt uenige om, hvad der skete på et skelsættende møde om fregatskandalen – og i nattetimerne under ildkampen den 9. marts i Det Røde Hav. Imens fortæller kilder om en Troels Lund Poulsen (V), der er særdeles vred over læk i TV 2.
På Christiansborg er Troels Lund Poulsen kendt som en fattet herre.
Ikke i sine følelsers vold, snarere tværtimod.
Måske endda lidt tilknappet.
Venstre-formanden er efter en lang karriere i politik så erfaren og driftssikker, at få ting kan slå ham ud af kurs.
Da han kl. 17.30 onsdag indledte et lukket og fortroligt møde med partierne bag forsvarsforliget, hvor forsvarschef Flemming Lentfers fyring blev beseglet og meddelt, var det alligevel tydeligt, at sagen om ”Iver Huitfeldt” havde gjort større indtryk, end tingene normalt gør på forsvarsministeren.