Fortsæt til indhold
Politik

Vermund kan blive et scoop for LA, men det kan også ende galt, vurderer JP-analytiker

Pernille Vermund og Alex Vanopslagh meddelte onsdag aften, at hun har meldt sig ind i Liberal Alliance og er en del af LA's folketingsgruppe.

Det kan blive en stor fordel for Liberal Alliance, at Pernille Vermund har meldt sig ind i LA og nu er en del af partiets folketingsgruppe, men der er én ting, som kan få det til at ende stik modsat.

Sådan lyder vurderingen fra Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl., efter at den tidligere leder af Nye Borgerlige og LA-formand Alex Vanopslagh onsdag aften meddelte, at Pernille Vermund nu er en del af LA.

Da hun for en uge siden proklamerede, at Nye Borgerlige blev opløst, sagde hun, at hun skulle sunde sig, før hun meldte sig ind i et andet parti. Allerede dengang forudså Niels Th. Dahl, at hun nok ville ende hos LA.

»LA er på mange måder det politisk oplagte sted for Pernille Vermund at gå hen. Både fordi det er et parti, som på mange politiske områder ikke ligger super langt væk fra Nye Borgerlige. Her tænker jeg især på den økonomiske politik, hvor de to partier i mange år har været meget enige,« siger Niels Th. Dahl.

Han peger samtidig på, at LA er et parti i fremgang.

»Det er det sejeste sted at være lige nu i blå blok. Det har sin helt egen tiltrækningskraft.«

Pernille Vermund siger i et interview med Berlingske, at hun vil opstille for LA ved næste folketingsvalg, og også derfor kalder Niels Th. Dahl det oplagt, at hun har valgt LA.

»Det giver jo en god chance for selv at blive valgt, og det er jeg slet ikke i tvivl om, at hun bliver,« siger JP’s politiske analytiker.

»Vermund kan blive et scoop for Vanopslagh, men én ting kan ødelægge det hele.«

»På den ene side er hun en meget, meget stor borgerlig profil, og hun er en ekstrem dygtig kommunikator, som har politisk tæft. Hun har også i nogle sammenhænge været en dygtig parlamentariker i de ni år, hun har siddet i Folketinget.«

»På den anden side er der også en risiko ved det, og det skyldes, at Pernille Vermund har så hård en profil på udlændingeområdet. Det kan godt være, at hun i interviewet i Berlingske siger, at hun har flyttet sig, men det ændrer ikke ved, at opfattelsen hos mange vælgere er, at hun er meget, meget hård. Det kan hæmme evnen til at tiltrække borgerlige vælgere fra alle dele af det borgerlige Danmark, hvis det image smitter af på LA.«

Det er med andre ord Pernille Vermund, som må rette ind - ellers risikerer det at gå galt.

»Det vil ikke være klogt at gøre hende til udlændingeordfører.«

Alex Vanopslagh vil ifølge Niels Th. Dahl gerne være den leder i blå blok, som binder de mange forskellige blå partier sammen. Han har lavet en del politiske udspil med Radikale Venstre og De Konservative.

»Han har rakt ud den vej, men det er også vigtigt for ham at vise, at han kan række ud i retning af de mere nationalkonservative partier, og det er det her jo et udtryk for. Han har selv sagt, at han har meget lange arme, og når han breder dem ud, kan der være meget i hans favn. Det vil han gerne dyrke, men han skal passe på, at det ikke er det, der kommer til at farve ham mest,« siger Niels Th. Dahl.

Både Pernille Vermund og Alex Vanopslagh er to store personligheder. Er der plads til dem begge?

»Det er der, hvis Pernille Vermund virkelig mener det, at hun vil sætte sig på bagerste række og vil acceptere de beslutninger, der bliver truffet af partiledelsen. Hun vil være den nye pige i klassen, og der vil gå noget tid, før hun bliver fuldt accepteret i partiet som en af de andre. Sådan er det altid med overløbere i politik.«

Pernille Vermund skal passe på, hvad hun siger, for »alt, hvad hun siger, bliver der lyttet meget til,« forklarer Niels Th. Dahl.

»Hvis det skal lykkes, skal hun virkelig forstå at tøjle sin store personlighed. Det kræver ydmyghed.«