Venstreprofiler har set udviklingen og begræder den: Staten har vokset sig for stor
Netop som Jakob Ellemann er gået af, udgiver prominente V-politikere en indigneret debatbog og udpeger en ny retning for det borgerlige Danmark. De kræver et opgør med en stat, der »gør borgere til klienter« og »ødelægger fællesskabet«.
Det er et prekært tidspunkt at interviewe tre Venstre-folk om deres nye, idépolitiske debatbog.
Men også en næsten perfekt anledning.
Dagen inden interviewet har Jakob Ellemann-Jensen forladt formandsposten, og som altid åbner den slags et vindue af muligheder; når chefen er væk, kan man tale friere, skeje mere ud, sige hvad man egentlig mener.