Mette Frederiksen kritiserer journalist, der spurgte til palæstinenserne
Et spørgsmål foran den israelske ambassade fik statsministeren til at svare hårdt igen.
Statsminister Mette Frederiksen reagerede skarpt, da hun tirsdag aften blev spurgt, om hun vil vise sympati med civilbefolkningen i Palæstina.
Seancen udspillede sig foran den israelske ambassade, hvor Mette Frederiksen kort forinden havde deltaget i en mindehøjtidelighed for ofrene fra Hamas’ terrorangreb mod Israel.
»Vi har selvfølgelig behov for både at udvise vores sympati, men også vores meget klare opbakning til Israel. Og med en gentagelse af budskabet om, at Israel har ret og lov til at forsvare sig selv,« sagde statsministeren, hvorefter hun fik dette spørgsmål fra pressen:
»Mette Frederiksen, du har lagt blomster og vist din støtte her foran den israelske ambassade. Har du tænkt dig at gøre noget lignende for også at vise sympati over for den palæstinensiske civilbefolkning?«
Statsministeren svarede:
»Jeg må indrømme, at jeg synes, du bidrager til at relativere noget, som ikke er sammenligneligt. Det er Hamas, en terrororganisation, der angriber et demokratisk land, Israel. Og Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
»Det tåler ikke nogen sammenligning. Og det, at en dansk journalist stiller spørgsmålet, er for mig dybt bekymrende, vil jeg gerne sige. Og aldeles historieløst.«
»Jeg tror, vi alle sammen har sympati for de civile ofre. Det at menneskelivet går tabt, at børn bliver såret, den smerte er jo lige stor, ligegyldigt hvor barnet kommer fra, og ligegyldigt hvor civilbefolkningen er. Men at sammenligne en terrororganisations angreb på et demokratisk land, der forsvarer sig selv på den måde, som du gør – den præmis vil jeg simpelthen ikke anerkende,« sagde Mette Frederiksen.
Hun tog samtidig skarpt afstand fra de stemmer og herboende danskere, der på sociale medier og i demonstrationer i disse dage »forsvarer angrebet på Israel«.
»Dermed understøtter man jo en terrororganisation. Og det kan man simpelthen ikke. Og der bliver man nødt til at tage stilling. Altså, man kan ikke forsvare en terrororganisations angreb på et demokratisk land. Det kan man ganske enkelt ikke,« sagde Frederiksen, der tilføjede, at dansk lovgivning fastslår, at »man ikke må billige terror«.
I en mail til Berlingske skriver TV 2’s nyhedschef, Jacob Kwon, at han mener, at spørgsmålet er »helt fair og legitimt«.
»Jeg forstår ikke statsministerens meget skarpe reaktion på et spørgsmål, der er helt legitimt at stille. Det virker til, at statsministeren hørte et andet spørgsmål end det, der netop blev stillet,« skriver han.
»Der er mange civile ofre på begge sider af denne krig, og det kan aldrig være forbudt eller dårlig journalistik at spørge ind til, hvordan man kan udvise sympati for de civile,« skriver Jacob Kwon.