Fortsæt til indhold
Politik

JP's politiske analytiker: »Det konservative bagland har ikke uendelig tålmodighed«

En stor del af de fremmødte ved De Konservatives landsråd stemte det modsatte af, hvad partitoppen ønskede.

Søren Pape bør se på resultatet af dagens afstemning til De Konservatives landsråd med alvor, vurderer Niels Th. Dahl, Jyllands-Postens politiske analytiker.

Lørdag skulle de 590 delegerede stemme om, hvorvidt Pernille Weiss skulle opstilles til valget til Europa-Parlamentet.

440 delegerede stemte nej, mens 145 stemte ja. Det vil sige, at en fjerdedel af de delegerede stemte imod partiledelsens ønske om ikke at genopstille hende.

»Overordnet set må det være en lettelse for Søren Pape, at spørgsmålet nu er afklaret, og at det står klart, hvem der er spidskandidat,« siger Niels Th. Dahl.

»Når det er sagt, så er 25 pct. et forholdsvis højt tal i forhold til, at det var en lillebitte vælgerforening på Fanø, der ville opstille hende. Man skal passe på med forhastede konklusioner, men det er svært ikke at se det som et kraftigt signal om, at baglandet ikke synes, det er blevet håndteret ordentligt,« siger Niels Th. Dahl.

Især fordi partiledelsen har nedtonet, hvor mange i baglandet, der støttede Pernille Weiss, forklarer han.

Søren Pape har nu et pusterum efter landsrådet, hvor afstemningerne ellers gik som de skulle for formanden. Snart venter dog nye udfordringer, siger Niels Th. Dahl.

»Søren Pape står i en vanskelig situation. Der er skepsis i partiet om, hvorvidt han er i stand til at løfte De Konservative igen, som han lovede. Det konservative bagland har ikke uendelig tålmodighed,« siger han.

Især bliver meningsmålinger og valget til Europa-Parlamentet i 2024 udfordrende for den konservative formand.

»Hvis den nye spidskandidat ikke formår at vinde det mandat, som Pernille Weiss formåede at vinde, så ville det være et kæmpe nederlag for Søren Pape,« siger Niels Th. Dahl.