Sofie Carsten Nielsen har fået nyt job
Tidligere leder hos Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen forlader Folketinget til fordel for et job i Dansk Industri.
Sofie Carsten Nielsen har fået nyt job hos Dansk Industri i en stilling som EU bio project director.
Det skriver DI i en pressemeddelelse.
Dermed forlader hun sin post i Folketinget, hvor hun er europa- og forsvarsordfører hos Radikale Venstre. Det skriver TV 2.
Sofie Carsten Nielsen blev valgt ind i Folketinget i 2011. Hun var leder for Radikale Venstre i perioden fra oktober 2020 til november 2022, hvor hun måtte gå af, efter partiet havde haft et katastrofalt folketingsvalg. Partiet gik fra 16 til syv mandater, og til at begynde med stod det uklart, om Sofie Carsten Nielsen var blevet valgt ind.
»Vælgernes stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for. Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke fortsætte som politisk leder,« sagde Sofie Carsten Nielsen dagen efter valget i en tale.
Det var ellers Radikale Venstre med Sofie Carsten Nielsen i spidsen som til at begynde med krævede et folketingsvalg oven på, at minkkommissionen havde fremlagt sin kritik af den tidligere S-regering.
Stinus Lindgren, der er hendes suppleant i Folketinget, forventes at overtage hendes plads. Han var en af dem, der ikke opnåede genvalg grundet det dårlige valg i 2022. Han var en del af Radikales folketingsgruppe i perioden 2019-2022, hvor han bl.a. har fungeret som formand for Epidemiudvalget.