»Et eller andet er gået fuldstændig galt«: Udlændingestyrelsen underkendes i mere end 9 af 10 sager om somaliske flygtninge
Et nyt tal får eksperter til at frygte, at Udlændingestyrelsen går for hårdt til somaliske flygtninge. Jyllands-Posten kan nu fortælle, at styrelsen sidste år tog opholdstilladelsen fra 29 somaliere, men ikke én eneste gang endte med at få medhold af Flygtningenævnet.
Manden A frygtede, at hans datter ville blive tvangsomskåret i Somalia. Selv var han nervøs for, at han efter 11 år i Danmark var blevet for vestlig til at vende hjem.
Kvinden R var sygeplejerske i Somalia og på flugt fra al-Shabaab.
På trods af 10 års ophold i Danmark var hun bange for, at den islamistiske terrororganisation ville jagte hende ved en retur til Afrikas Horn.
Ægteparret G og D flygtede også fra al-Shabaab, fordi manden havde nægtet at lade sig rekruttere til bevægelsens væbnede jihad. I familiens nye hjem i Danmark talte de dansk med deres to små børn, som gik i skole, og begge forældre havde job og var en del af foreningslivet. I alt var det ni år siden, at de havde sat deres fødder i Danmark.
Udlændingestyrelsen var ikke i tvivl i nogen af tilfældene: Somalierne fik inddraget deres opholdstilladelse og blev bedt om at forlade landet.
Men sagerne havde én ting mere tilfælles.