Fortsæt til indhold
Politik

Folkebevægelsen mod EU kæmper for at komme på stemmesedlen: »Det ser ikke enormt lovende ud lige nu«

Folkebevægelsen mod EU skal indsamle over 70.000 underskrifter for at kunne stille op til næste valg til Europa-Parlamentet, og der er lang vej igen. Situationen nærmer sig kritisk, erkender formanden, som mener, kravet er alt for højt.

Med kun lidt over et år til næste valg til Europa-Parlamentet ser det lige nu sort ud for den kritisk EU-stemme i Danmark.

Folkebevægelsen mod EU kæmper gevaldigt med at få indsamlet de mange tusinde vælgererklæringer, som er påkrævet for at blive opstillet til valget, der skal finde sted i juni 2024.

Formand Susanna Dyre-Greensite erkender, at det bliver svært at nå i mål:

»Det ser ikke enormt lovende ud lige nu, men vi giver det et sidste skud nu og håber, at folk vil gå ind og skrive under. Vi gør forsøget, men det bliver rigtig svært,« siger hun.