Venstre gav en garanti før valget: Vil den nye minister levere?
Den nye fødevareminister, Jacob Jensen (V), erklærede i sin tiltrædelsestale, at det nu var tid til, at han skulle svare på spørgsmål. Lige indtil han blev spurgt til sit partis eget valgløfte.
Stemningen var jovial i Fødevareministeriet, da den afgående minister, Rasmus Prehn (S), torsdag overgav sin post til Venstres Jacob Jensen.
Taler blev holdt, og gaver blev udvekslet. Jensen fik et par pakker med bælgfrugter. Prehn en grøn legetøjstraktor.
Jacob Jensen berettede i sin tale om, at han i sine 17 år som folketingsmedlem har stillet mange spørgsmål til skiftende ministre.
»Nu er det tid til, at jeg skal besvare nogle spørgsmål,« sagde han.
Men et centralt spørgsmål om sit eget partis valgløfte til de tidligere minkavlere, som Jacob Jensen nu er blevet minister for, var han ikke meget for at svare på.