Henter du børnene i dag? Jeg kommer ikke til at gå ind i den diskussion
Det ville næppe ende godt hjemme i børnefamilien, hvis vi snakkede sammen, som politikere og journalister taler med hinanden.
Tænk, hvis vi talte med hinanden i dagligdagen, sådan som politikere og journalister spørger og svarer hinanden.
Tag for eksempel seancen, der udspillede sig i midt i ugen, da de blå partier fremlagde et stort udspil om frit valg, og V-formand Jakob Ellemann-Jensen blev spurgt, om han støttede DF’s forslag, der går ud på, at ældre skal have ret til at bede om end anden hjemmehjælper end en, der bærer muslimsk tørklæde.
»Jeg er sådan set mere fokuseret på den ældres tryghed,« svarede han først afvigende.
Er det et ja eller et nej, lød spørgsmålet.
»Det er jo et ja,« sagde Ellemann.
Men knap var ja-svaret offentliggjort på jp.dk, før partiet ringede med en kontramelding. Det var ikke det, Ellemann mente. Hvad mente han så, spurgte vi.
»Jeg er optaget af, at borgerne frit kan vælge hjemmehjælp, og at de kan vælge en anden leverandør, hvis de er utilfredse med servicen. Det handler ikke om religion eller alt muligt andet,« lød det nu i en skriftlig udtalelse.
Var det så et ja eller nej til DF-forslaget, spurgte vi.
Det fik vi ikke svar på – men måtte forstå, at det nok var et nej.
Tænk, hvis vi talte med vores venner, familie eller ægtefæller på den måde. Hjemme hos mig selv, hvor vi er far, mor og to børn, ville det lyde således:
”Henter du børn i dag?”
”Jeg er sådan set mere fokuseret på børnenes trivsel.”
”Er det et ja eller et nej?”
”Det er jo et ja.”
”Så du henter børnene?”
”Jeg er optaget af, at børnene har det godt. Det handler ikke om at hente og bringe eller alt muligt.”
”Så er det ja eller et nej?”
”...”
De retoriske kneb
Statsminister Mette Frederiksen og medlemmer af hendes ministerhold har sine foretrukne metoder til at svare udenom.
En ofte anvendt omvej er at fortælle, hvad regeringen har gjort bagud, når en journalist spørger, hvad den vil gøre fremad. Retorikere kalder det forskydning, som grundlæggende går ud på at svare på noget andet end det, der spørges om.
I september fremlagde regeringen eksempelvis planen om at indføre en lånemulighed, så danskerne kan udskyde en del af de stigende regninger. Jeg spurgte, hvorfor regeringen ikke foreslog noget simpelt, f.eks. at sænke momsen midlertidigt, frem for at nyskabe en kompleks, EU-regelunderlagt indefrysningsordning.
»Som også statsministeren var inde på, så har vi jo taget en række initiativer til at hjælpe nogen af de danskere, der har været hårdest ramt,« sagde finansminister Nicolai Wammen og fremhævede varmechecken og en ekstra ældrecheck.
Forskydning kan også ske helt åbenlyst ved, at spørgsmål skubbes over på nogle andre. Ofte observeret ved pressemøder i Statsministeriet, hvor Mette Frederiksen drejer hovedet, kigger på en minister og siger titlen:
”Finansministeren!” ”Sundhedsministeren!” ”Justitsministeren!”
En tredje retorisk kneb er at tage kraftfulde såkaldte triggerord, som nævnes tilfældigt i spørgsmålet, og harcelere over dem frem for at svare på det, der faktisk bliver spurgt om.
Da Danmark stod til at skulle modtage tusindvis af flygtninge fra Ukraine, spurgte vi, om de skulle sendes til Rwanda, hvis man »legede« med den tanke, at regeringens plan om et asylcenter i Afrika var virkelighed.
»I al respekt så er tiden ikke rigtig til at lege lige nu,« svarede Mette Frederiksen uden at svare.
En helt fjerde finte er bare at afvise spørgsmålet.
”Jeg kommer ikke til at gå ind i det,” som Mette Frederiksen ofte siger.
Hjemme i min husstand ville det næppe ende godt at snakke sammen sådan:
”Henter du børnene i dag, skat?”
”Jeg har jo hentet børnene en række gange.”
”Ja, men henter du dem i dag?”
”Bedsteforældrene!”
”Hvorfor er du så mærkelig?”
”I al respekt så er tiden ikke til mærkeligheder lige nu.”
”Svar mig nu bare, henter du børnene?”
”Jeg kommer ikke til at gå ind det.”