Fortsæt til indhold
Politik

En ny rapport fra Udlændingestyrelsen vækker opsigt: Kan få »stor betydning« for udvisningstruede syrere

En rapport fra maj kan få en af regeringens kontroversielle mærkesager til at vakle. I to år har myndighederne taget opholdstilladelsen fra syrere fra Damaskus, men nu peger Udlændingestyrelsen selv på, at vilkårlige tilbageholdelser kan forekomme for hjemvendte flygtninge. Det får Enhedslisten til at komme med et markant krav.

Egentligt stod hun til at blive smidt ud af Danmark.

En sommerdag i juni skulle den syriske kvindes fremtid afgøres i Flygtningenævnet i København, og inden da havde Udlændingestyrelsens dom været klar.

Kvinden, der kom til Danmark som borgerkrigsflygtning i 2014, var fra hovedstaden Damaskus og desuden ikke personligt forfulgt.

Derfor kunne hun rejse hjem, mente Udlændingestyrelsen og inddrog hendes midlertidige opholdstilladelse.

Men så tog sagen en drejning.

I Flygtningenævnet, der fungerer som en slags ankedomstol i asylsager, var man uenig og gav kvinden en opholdstilladelse som individuelt forfulgt. Som sådan ikke overraskende, da omgørelser relativt ofte finder sted i Syrien-sager.

Og så alligevel.

Flygtningenævnet brugte nemlig en ny rapport til at retfærdiggøre sin afgørelse.