Thulesen Dahl om sin fremtid i Dansk Folkeparti efter droppet valgfest: »Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give en garanti«
Kristian Thulesen Dahl tager nu bladet fra munden og kalder dramaet omkring hans fravær ved valgfest for en »overreaktion«. Han afviser samtidigt at give en garanti for, at han bliver i Dansk Folkeparti og siger, at den nuværende ledelse må gøre sit for at få tingene til at fungere.
Hvis Dansk Folkeparti havde planer om at bruge gårsdagens folkeafstemning som et turning point, hvorfra det kun kunne gå fremad, lider den plan nu endeligt skibbrud.
Dét i en grad, hvor fejden mellem formand og eks-formand nu føres for åbne mikrofoner.
Hvor Kristian Thulesen Dahl langer ud efter Morten Messerschmidt.
Og hvor han ikke længere vil garantere, at hans fremtid tilhører Dansk Folkeparti.
Det har været et særdeles dramatisk døgn i højrefløjspartiet.
Først led nej-siden led et kæmpenederlag i debatten om Danmarks forsvarsforbehold. Og midt i miseren valgte eks-formand Kristian Thulesen Dahl på overraskende vis helt at droppe valgfesten med stegt flæsk og persillesovs på Christiansborg.
Nu sætter Kristian Thulesen Dahl ord på de seneste timers udvikling i partiet i et interview med Jyllands-Posten.
Morten Messerschmidt kaldte det i går »helt vildt mærkeligt« at du ikke kom til DF’s egen valgfest. Hvad tænker du om den kommentar?