Fortsæt til indhold
Politik

Kofod om Rusland: Vi står klar med den store sanktionshammer

Både udenrigsministeren og forsvarsministeren betoner situationens alvor, når det kommer til Ukraine.

/ritzau/

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at Ruslands anerkendelse af to udbryderregioner i Ukraine er uacceptabel. Og at regeringen er klar til at støtte flere sanktioner.

Tirsdag anerkendte Rusland to selvudråbte, russiskvenlige republikker i det østlige Ukraine og sendte tropper ind i dem i det, Rusland kalder en fredsbevarende mission.

- Lad mig slå fast, at Ruslands anerkendelse af de to republikker er en fuldstændig vanvittig handling i forhold til folkeretten og til at ville en fredelig løsning.

- Derfor var det vigtigt for os at reagere med sanktioner fra EU’s side, men også fra vores partnere som USA, siger han.

Han siger, at EU står klar med yderligere sanktioner, hvis Rusland ”fortsætter sin aggression og sine overgreb” på Ukraine.

De restriktioner, der er blevet indført, spænder over at indefryse økonomiske midler til at ramme den russiske finansverden og dele af samhandlen med EU.

Derudover vil man forsøge at ramme individer, der særligt er involveret i konflikten med Ukraine.

Det er noget, der er gjort før, uden at det altså har afskrækket Ruslands præsident, Vladimir Putin, synderligt.

- Det er vigtigt at sige, at dette er første pakke af sanktioner. Vi arbejder for en anden pakke, siger Jeppe Kofod og fortsætter:

- Jeg er glad for, at vi så hurtigt blev enige om sanktioner. Nu giver vi diplomatiet muligheden.

- Men der skal ikke herske tvivl om, at den danske regering er klar med den store hammer, hvis Putin vælger krigen.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) siger i samme ombæring, at situationen fortsat er alvorlig.

- Vi står i en meget alvorlig situation. Danmark spiller en aktiv rolle i NATO-samarbejdet, hvor vi deltager i afskrækkelsesindsatsen.

- Det vil vi fortsat gøre med et fokus på de baltiske lande, siger Morten Bødskov.