Enhedslisten undrer sig: Hvorfor åbnede regeringen ikke sms-kuverter med det samme?

Der er skarp kritik fra Enhedslisten, som kalder det et udtryk for »helt håbløs prioritering«, at blandt andre Mette Frederiksen ikke før kommunalvalget oplyste, om det havde været muligt at genskabe slettede sms'er.

Artiklens øverste billede
Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, er stærkt kritisk over for, at kuverter med sms-oplysninger ikke blev åbnet før kommunvalgvalget. Arkivfoto: Jens Dresling

Håbløst.

Kritikken fra et af regeringens støttepartier er til at tage at føle på, efter at det er kommet frem, at det var regeringens eget valg at vente med at åbne kuverter og offentliggøre nye oplysninger i sms-sagen til efter kommunalvalget i den forgangne uge.

Hos Enhedslisten kalder coronaordfører Peder Hvelplund det »dårlig dømmekraft«, at det ikke gik hurtigere med at få oplysningerne frem i lyset.

»Det er et udtryk for helt håbløs prioritering fra regeringens side,« understreger han.

»Det her rejser mistanken om, at der kan være nogle gedulgte bagtanker om, at regeringen ikke ønskede det her frem inden kommunalvalget,« fortsætter Peder Hvelplund.

Du siger, at det rejser en mistanke om, at der kan have været nogle skjulte motiver. Tror du selv, at der har været det?

»Når man ser sådan et forløb her, så opstår mistanken jo, og det er en mistanke, regeringen meget nemt kunne have undgået ved at sikre, at oplysninger blev gjort tilgængelige med det samme. Overvejelserne kan naturligvis have været, at hvis oplysningerne kom frem inden kommunalvalget, så kunne der være en risiko for, at det ville skade Socialdemokratiets valgresultat,« siger Peder Hvelplund og fortsætter.

»Vi kan jo ikke sige med sikkerhed, at det er sådan, det er, og jeg går ud fra, at regeringen også vil forklare, hvorfor man ikke er kommet ud med oplysningerne tidligere.«

Da regeringen i sidste uge blev beskyldt for at have timet offentliggørelsen af sms’erne, afviste justitsminister Nick Hækkerup anklagerne og sagde, at processen havde været aftalt med Minkkommissionen.

Mandag har Minkkommissionens formand, landsdommer Michael Kistrup, oplyst, at kommissionen ikke har haft noget at gøre med, at oplysningerne først kom frem på den anden side af valget.

Hvis Mette Frederiksen ville, kunne hun have fået nyheden frem eksempelvis mandag - dagen før valget - eller tirsdag, som var valgdagen.

»Minkkommissionen kan bekræfte, at der mandag den 15. november 2021, kl. 09.00, blev afholdt et møde mellem kommissionen, Justitsministeriet og bisiddere for Mette Frederiksen, Martin Justesen, Barbara Bertelsen, Pelle Pape og Johan Kristian Legarth,« lyder det med henvisning til statsministeren og nogle af hendes topfolk samt departementschefen i Justitsministeriet (Legarth).

»På mødet drøftede man den videre proces omkring håndteringen af de forseglede kuverter indeholdende resultatet af politiets forsøg på genskabelse af sms’er, som på tidspunktet for mødet lå i et aflåst pengeskab i Justitsministeriet. Det blev aftalt, at de forseglede kuverter i første omgang skulle åbnes af de pågældende og/eller deres bisiddere,« skriver Kistrup også.

Det vil sige, at aftalen gik på, hvem der skulle åbne kuverterne. Ikke tidspunktet for åbningen.

Da de blev åbnet, viste det sig, at der ikke var noget i kuverterne fra folk i Statsministeriet. Det var altså ikke lykkedes at genskabe beskederne.

»Minkkommissionen havde ingen indflydelse på, hvornår kuverterne åbnedes,« bemærker Kistrup.

Mens Peder Hvelplund er hård i sin kritik, kommer Enhedslisten ikke umiddelbart til at stille yderligere krav til regeringen i sagen eller overveje sin støtte.

»Det centrale for os er, at oplysningerne rent faktisk kommer frem, og at kommissionen får adgang til de oplysninger, den efterspørger, og at der bliver samarbejdet fuldt ud fra regeringens side. Det ville være mest alvorligt, hvis regeringen hindrede kommissionen adgang til oplysninger,« siger Peder Hvelplund.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen