Fortsæt til indhold
Politik

Brøndby har laveste stemmeprocent: Borgmester er skuffet

Brøndby Kommune havde landets laveste stemmeprocent til kommunalvalget. 55 ud af 100 vælgere stemte.

/ritzau/

Brøndby var det sted i landet med den laveste valgdeltagelse ved kommunalvalget.

55,52 af vælgerne var en tur i stemmeboksen eller brevstemte, og det er ikke set lavere andre steder i landet. Det skriver TV2 Lorry.

Borgmester i Brøndby Kommune Kent Max Magelund (S) er skuffet over den lave valgdeltagelse.

- Vi er helt rystede over den lave stemmedeltagelse, siger han til TV 2 Lorry.

På landsplan var stemmeprocenten for kommunalvalget på 67,2 procent. Det er 3,6 procentpoint lavere end ved kommunalvalget i 2017.

Alligevel hænger Kent Max Magelund lidt med mulen over det, selv om han endte med at vinde valget og tage fire år mere på borgmesterkontoret i Brøndby.

- Som borgmester er jeg skuffet over, der ikke kommer flere og er med til at vælge det demokratiske styre, siger han til TV 2 Lorry.

I Brøndby var stemmedeltagelsen ved kommunalvalget i 2017 på 62,1 procent. Dermed er deltagelsen faldet 7,3 procentpoint, og det får Brøndby-borgmesteren til at skele til corona og den høje smitte på Vestegnen.

- Jeg ved ikke, om det skyldes corona. Vi har jo høj smitte i øjeblikket, men jeg synes bare, vi har gjort meget for at lave coronasikre valgsteder, siger Kent Max Magelund.

Også i nabokommunen Ishøj, som har været hårdt plaget af corona, endte stemmeprocenten med at være lav. Her stemte 56,2 procent af alle stemmeberettigede.

Den højeste stemmeprocent nogensinde ved et kommunalvalg var i 2001, hvor 85 procent af de danske vælgere stemte. Det skal ses i lyset af, at der var folketingsvalg samme dag.

I nyere tid var den laveste procent i 2009 på 65,8 procent.