Fortsæt til indhold
Politik

S-profil beholder borgmesterpost i Herlev

Socialdemokratiet i Herlev mistede sit absolutte flertal i Herlev, men partiet beholder borgmesterposten.

/ritzau/

Thomas Gyldal Petersen (S) fortsætter som borgmester i Herlev Kommune. Det siger han til DR Nyheder.

- Det er 14 ud af 19 mandater i kommunalbestyrelsen, der står bag, at jeg fortsætter som borgmester, og at vi starter en ny måde at arbejde på i Herlev, hvor vi kommer til at koordinere og udvikle politik sammen på en ny måde, siger Thomas Gyldal til DR.

Ved tirsdagens kommunalvalg mistede Socialdemokratiet i Herlev sit absolutte flertal, da det gik fra 12 til 9 mandater.

Socialdemokratiet fik 45,9 procent af stemmerne i Herlev, hvilket var en tilbagegang på 11,3 procentpoint i forhold til valget i 2017.

Partiet er stadig størst i Herlev Kommune.

Konservative blev næststørste parti i kommunen med 19,1 procent af stemmerne og en fremgang på 8,4 procentpoint.

Enhedslisten blev tredjestørste parti ned 10,2 procent af stemmerne. Partiet er skarp efterfulgt af SF, der fik 10,1 procent af stemmerne.

Fordi Socialdemokratiet ikke længere har absolut flertal i Herlev, var de nødt til at sikre sig opbakning fra andre partier for at sikre sig flertal.

Flere forligspartier siger til TV 2 Lorry, at der er underskrevet en konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, der gør Thomas Gyldal Petersen til borgmester.

Thomas Gyldal Petersen har siden 2011 været borgmester i Herlev, hvor Socialdemokratiet har haft borgmesterposten siden 1970.

Ved kommunalvalget i 2017 var Thomas Gyldal en af de store stemmeslugere.

Med 32,2 procent af stemmerne i Herlev Kommune blev han nummer fem på listen over dem, der fik den højeste andel af stemmer på landsplan. Han fik i alt 4791 personlige stemmer.

Ved det valg fik Socialdemokratiet i Herlev 57,2 procent af stemmerne.

63,27 procent af de stemmeberettigede borgere i Herlev satte tirsdag deres kryds ved kommunalvalget.