Stormer frem i hovedstaden: Enhedslisten har flyttet sig væk fra en »meget ekstrem venstrefløjsposition«

Ifølge valgforsker Rune Stubager har Enhedslisten været igennem en forvandling, som smitter af i det kommunalpolitiske. 

Artiklens øverste billede
Der blev holdt øje med valgresultaterne til Enhedslistens valgfest i København. Det endte med, at partiet for første gang fik fleste mandater i kommunen og dermed overgik Socialdemokratiet. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Enhedslisten er ved kommunalvalget stormet frem i nogle kommuner. Mest opsigtsvækkende i Københavns Kommune, hvor partiet har overgået Socialdemokratiet og er blevet det største parti, ligesom Enhedslisten er blevet det næststørste parti i Frederiksberg Kommune.

Også på Bornholm har Enhedslisten fået flest mandater og dermed slået Socialdemokratiet.

Ifølge valgforsker Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, har partiet gennemgået en forvandling, som smitter af i det kommunalpolitiske.

Enhedslisten har flyttet sig væk fra en meget ekstrem venstrefløjsposition til et sted, hvor de i højere grad kan indgå i forhandlinger og være med til at tage ansvar.

Rune Stubager, professor ved Aarhus Universitet

»Enhedslisten har flyttet sig væk fra en meget ekstrem venstrefløjsposition til et sted, hvor de i højere grad kan indgå i forhandlinger og være med til at tage ansvar. Det har stået på i en periode landspolitisk, og det er formentlig også en faktor i, at de kan få sådan nogle gennembrud lokalt. Fordi de så kan trække på det billede, som folk har af dem landspolitisk,« siger han.

Ifølge valgforskeren er der tale om et skifte fra idealisme til pragmatisme.

»Det er en linje, som de har fulgt siden engang i 00’erne og indtil nu - først under ledelse af Johanne Schmidt-Nielsen og så Pernille Skipper, og med Pelle Dragsted rumsterende rundt i butikkens baglokale som rådgiver. De har meget bevidst lagt en anden linje end den, de havde i 90’erne. F.eks. hele diskussionen om ordet revolution i deres partiprogram, som de jo har skruet ned for,« siger han.

Populære kandidater og mærkesager

Samtidig mener Rune Stubager, at Enhedslistens succes kan tilskrives Socialdemokratiets tilbagegang i især de store byer. Derudover har lokale forhold spillet ind, herunder at Enhedslisten har haft nogle populære kandidater de steder, hvor det er gået meget frem.

»Og så har Enhedslistens dagsorden jo ligget godt til diskussionen i København om klima og byggeri. Så de har kunnet kapitalisere på det,« siger Rune Stubager og peger på, at partiets modstand mod byggeri på Amager Fælled samt byggeriet af øen Lynetteholmen kan have spillet ind i fremgangen.

»Hvor paradoksalt det end kan lyde, er der et konservativt element i det med ikke at ville bygge mere,« siger Rune Stubager.

»Diskussionen i København er i virkeligheden meget principiel. Socialdemokraternes argument for at bygge er, at der skal skabes plads til billige boliger, så at også folk med ikke alt for prangende indkomster har råd til at bo i byen. Det vil være en intention, som Enhedslisten normalt er fuldstændig enig i. Men så prioriterer Enhedslisten bevarelse af de grønne områder og klimadiskussionen højere. Det kan jo så være, at de har nogle andre løsninger på boligudfordringerne.«

»Men der er en insider-outsider problematik. De, der i forvejen bor i byerne, synes ikke, der er grund til at bygge så meget mere. Mens de, der i fremtiden gerne vil bo i byerne, i højere grad synes der er perspektiv i at bygge noget,« siger han.

Rune Stubager peger på, at det bliver interessant at følge, hvordan Enhedslistens fremgang »udarter sig på kommunalt niveau, hvor det er nogle andre personer end på Christiansborg«.

»Kommunalt er der større spredning i personerne og hvad de står for, og potentielt også hvad de vil være med til og ikke være med til. Det kan være lidt af en udfordring for partier på fløjene. At der måske kan være nogle på det lokale niveau, som trækker i en lidt anden retning end på nationalt niveau,« siger han.

»Jeg tænker ikke på København, for der er man så tæt på det landspolitiske. Men det kunne man måske godt i nogle af de mindre kommuner eller andre steder komme ud for, at der er nogle, der måske er lidt mere ”Enhedslisten Classic”, hvis vi skal sige det på den måde.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen