Peter Sørensen fortsætter som borgmester i Horsens
Socialdemokratiet har oplevet markant tilbagegang i de største byer. Tilbagegangen gælder også i Horsens.
Peter Sørensen (S) fortsætter som borgmester i Horsens Kommune de næste fire år.
Det blev en realitet natten til onsdag til trods for tilbagegang for partiet, skriver Horsens Folkeblad.
Han har et flertal bag sig med støttepartierne Enhedslisten og SF.
Socialdemokratiet forsætter som det markant største parti i kommunen, men måtte også her se en pæn tilbagegang i antallet af stemmer.
Derfor var glæden også afdæmpet, lod han mediet forstå.
- Jeg er da ærgerlig over, at vi er gået tilbage, men jeg tror, at mange partier - inklusiv mit eget - vil være tilfreds med knap 40 procent af stemmerne, sagde han.
- Vi havde et decideret drømmevalg sidst, og vi var klar over, at der ikke ville blive helt så stor opbakning denne gang.
Partiet fik 4,8 procentpoint færre stemmer, end tilfældet var ved sidste valg. Det betyder, at det mister ét mandat. Socialdemokratiet har nu 12 mandater i Horsens.
De Konservative var kommunens store sejrherre med en fremgang på seks procentpoint. Partiet sidder nu med tre mandater, hvilket er to mere end sidst.
Konservatives nuværende byrådsmedlem, Esben Hedeager, havde allerede skyhøje forventninger inden valget.
- Jeg har hele tiden troet på, at vi kunne få tre mandater, siger han.
Hedeager tilskriver blandt andet ”Pape-effekten” partiets succes med henvisning til partiets formand Søren Pape Poulsen.
- Det er klart, at Pape-effekten har spillet ind, men vi har også arbejdet benhårdt i valgkampen, lyder det.
Dansk Folkeparti (DF) blev en af kommunens helt store tabere. Partiets tilslutning målt på stemmer blev mere end halveret.
Det betyder, at DF nu sidder tilbage med ét mandat. Før havde det tre.