Fortsæt til indhold
Politik

S-profil mister absolut flertal i Herlev

Både i Herlev og Rødovre har Socialdemokratiet mistet absolutte flertal. Partiet er dog stadig klart største.

/ritzau/

Socialdemokratiet med borgmester Thomas Gyldal Petersen i spidsen mister sit absolutte flertal i Herlev.

Partiet går fra 12 til 9 mandater. Der er 19 pladser i kommunalbestyrelsen, og partiet er altså klart stadig størst.

Det næststørste parti i kommunalbestyrelsen bliver Konservative, som går fra tre til fem mandater.

Herefter følger Enhedslisten og SF med to mandater, mens Dansk Folkeparti sidder på det sidste i Herlev.

Dermed skal Socialdemokratiet altså bare lokke enten Enhedslisten eller SF med i en aftale, før partiet fortsat har flertal.

Thomas Gyldal Petersen har været borgmester siden 2011 i Herlev, hvor Socialdemokratiet har haft magten siden 1970.

Også i Rødovre mister Socialdemokratiet sit absolutte flertal. Her går partiet også fra 12 til 9 mandater ud af de 19 i kommunalbestyrelsen.

Her overtog Britt Jensen (S) i 2020 borgmesterposten fra partifællen Erik Nielsen, der trådte tilbage efter 26 år som borgmester. Hun blev dermed kommunens første kvindelige borgmester.

I kommunen går Konservative fra tre til fem mandater, mens Enhedslisten og SF har to mandater. Venstre sidder på et enkelt mandat.

Et andet sted på den københavnske vestegn har Socialdemokratiet holdt fast i det absolutte flertal. Det er sket i Brøndby.

Her har partiet med borgmester Kent Max Magelund i spidsen fået 11 mandater, hvilket er samme antal som ved valget i 2017.

Der er 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen i kommunen, der de seneste 55 år har haft tre forskellige borgmestre. De har alle tre været socialdemokrater.

I Hvidovre har Socialdemokratiet haft magten i næsten 100 år, men nu har SF sat sig på posten efter valget.

Her bliver Anders Wolf Andresen ny borgmester efter en bred aftale med Enhedslisten, SF, Konservative, Hvidovrelisten og Venstre.Brøndby.