Venstre holder flertal i Herning trods Krarups afgang
Efter næsten 20 år som Herning-borgmester er Lars Krarup (S) stoppet. Afløser Dorte West fastholder flertal.
Venstre går tilbage i Herning efter bykongen Lars Krarups afgang, men beholder sit absolutte flertal med Dorte West, der afløste Krarup, i spidsen.
Partiet går fra 19 til 17 mandater. Byrådet har 31 medlemmer, og det betyder, at Venstre altså holder fast i sit absolutte flertal i kommunen.
52-årige Dorte West overtog 1. august posten efter Lars Krarup, der havde været borgmester i næsten 20 år. Hun blev selv valgt ind i 2010.
Lars Krarup annoncerede sidste år sin afgang. Tiden var kommet til at prøve noget andet, forklarede han i et opslag på Facebook.
- Det er meget emotionelt og vildt svært, men jeg er nået frem til, at det er det rigtige at gøre for mig, og det er selvfølgelig det, når alt kommer til alt, man først og fremmest skal tænke på, uddybede Krarup til TV Midtvest.
Han blev valgt ind i byrådet i 1998 og blev borgmester i 2002, hvor han overtog fra partifællen Helge Sander.
Krarup er uddannet butiksslagter, og i den første periode som politiker var han blandt andet direktør i ishockeyklubben Herning Blue Fox.
Også Socialdemokratiet, der er det næststørste parti i kommunen, er gået tilbage. Partiet går fra fem til fire mandater.
Kristendemokraterne, SF og Radikale Venstre går alle fra et til to mandater, mens lokallisten Borgerlisten kommer ind med to mandater.
Konservative og Enhedslisten mister begge et mandat. Det betyder, at sidstnævnte ryger ud af byrådet.
Konservative har nu et mandat, hvilket også er tilfældet for DF.
/ritzau/