Efter borgmester-exit: S genvinder borgmesterpost i Ishøj
Socialdemokratiets Merete Amdisen har sikret sig borgmesterposten i Ishøj, oplyser hun til TV2 Lorry.
Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp og hans nye liste, Ishøjlisten, debuterer i byrådet med 16,4 procent af stemmerne. Men det bliver ikke nok til at holde Socialdemokratiet fra at tage borgmesterposten tilbage.
Selv om Socialdemokratiet har mistet sit absolutte flertal i kommunen, oplyser partiets borgmesterkandidat Merete Amdisen til TV2 Lorry, at hun har sikret sig et flertal bag hende som borgmester.
I Ishøj har Socialdemokratiet traditionelt fået lige over halvdelen af stemmerne. Sådan blev det også ved det seneste valg i 2017.
Men da der skulle vælges spidskandidater til dette valg, droppede de lokale socialdemokrater borgmester Ole Bjørstorp til fordel for Merete Amdisen.
75-årige Bjørstorp har været borgmester siden 2001 og giver sig ikke uden kamp.
Sammen med to andre socialdemokratiske medlemmer af byrådet brød han i februar ud og stiftede Ishøjlisten.
Ishøjlisten får med sine 16,4 procent tre pladser i byrådet. Det er ifølge Ole Bjørstorp selv godkendt.
- Det er imponerede, at vi starter et projekt op på seks måneder, og vi så får 16,4 procent af stemmerne, siger Ole Bjørstorp til TV2 Lorry.
- Det er sgu godt klaret.
Ikke desto mindre er Ole Bjørstorp ikke med i aftalen bag Merete Amdisen, oplyser hun til TV2 Lorry.
Socialdemokratiet har fået 37,7 procent og 9 ud af de 19 mandater. Efter det seneste valg havde Socialdemokratiet 11.
Ole Bjørstorp er ikke det eneste store navn i Ishøjs lokalpolitik, der kommer ind i byrådet.
Også lokallisten Annelise Madsen får en plads i byrådet. Annelise Madsen er datter af byens tidligere mangeårige borgmester Per Madsen.
Hun meldte sig ligesom Merete Amdisen til kampen om at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat. Da hun ikke vandt, meldte hun sig ligesom Ole Bjørstorp ud af partiet og lavede sin egen liste.
Hun fik 6,4 procent af stemmerne.
Byens tredjestørste parti blev Venstre, der fik 10,7 procent af stemmerne. Det er en lille tilbagegang, der ikke desto mindre koster et mandat.
For Dansk Folkeparti betyder valgresultatet et totalt exit fra byrådet. Partiet har tabt næste to tredjedele af sine stemmer og mister begge sine pladser.