Nu går Jeppe Kofod ind i sag om Kina-kritiske valgplakater
Både Venstre og DF har krævet, at Udenrigsministeriet indkalder Kinas ambassadør i Danmark til en samtale.
Udenrigsminister Jeppe Kofod går nu ind i sagen om fjernelsen af en række Kina-kritiske valgplakater fra regionsrådskandidat Thomas Rohden, der er pillet ned fra træerne foran den kinesiske ambassade i København. Thomas Rohde mistænker ambassaden for at stå bag og har anmeldt sagen til politiet.
I et skriftligt svar udtaler Jeppe Kofod, at den konkrete hændelse foran ambassaden er »umiddelbart bekymrende.«
»Generelt vil jeg dog gerne sige, at valgplakater og politiske ytringer er en central del af vores demokratiske tradition. Derfor finder jeg det også stærkt problematisk, hvis i øvrigt lovligt opsatte valgplakater fjernes uanset årsagen. Lovligt opsatte valgplakater skal selvfølgelig respekteres, også selvom man ikke er enig i budskabet. Og det vil jeg gerne understrege gælder for alle i Danmark.«
Jeppe Kofod forholder sig desuden til politianmeldelsen og en række billeder, som mediet Den Uafhængige har taget foran ambassaden tidligt tirsdag morgen. Ifølge mediet dokumenter billederne, at en person med tilknytning til ambassaden fjerner Thomas Rohdes plakater fra træerne på fortorvet foran ambassaden - plakater, som mediet selv genopsatte tidligt tirsdag morgen.
»Jeg forstår, at den omtalte konkrete hændelse er anmeldt til politiet, og billederne fra vejen foran ambassaden er da umiddelbart også bekymrende. Vi skal og vil stå fast på vores værdier og principper. Herunder, at vi lever i et retssamfund. Jeg vil derfor afvente at træffe en beslutning om eventuel videre håndtering, til politiet måtte komme med en konklusion.«
Han fastslår desuden, at »retten til lovligt at opsætte valgplakater er en fasttømret og vigtig del af optakten til danske valg og en direkte følge af den grundlovssikrede danske ytringsfrihed, som regeringen står fuldstændig vagt om.«
»Det forventer jeg, at alle respekterer og det vigtige principielle budskab vil jeg gerne slå klokkeklart fast.«
På plakaten står en smilende Thomas Rohden ved siden af det tibetanske flag, og budskabet »stop samarbejdet med Kina« er printet med Radikale Venstres lyserøde partifarve.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, fastslog tidligere tirsdag, at Udenrigsministeriet bør indkalde Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, til en samtale for at få klarlagt, hvad der er sket, og om ambassaden har spillet en rolle.
Også Venstre tilslutter sig det ønske. Det oplyser partiets udenrigsordfører som reaktion på billederne fra mediet Den Uafhængige.
Hos Radikale Venstre fastslår udenrigsordfører Martin Lidegaard, at der nu skal kastes lys over, hvad der er op og ned i sagen.
»Skulle det være den kinesiske ambassade, der står bag, går jeg stærkt ud fra, at den danske regering vil gøre det krystalklart overfor kineserne, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og at indblanding i en dansk valghandling ikke er acceptabelt,« skriver han i en SMS til Jyllands-Posten.
Den kinesiske ambassade i Danmark er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens henvendelser, men overfor Den Uafhængige udtalte Feng Tie, at han ikke vil kommentere sagen.