Fortsæt til indhold
Politik

JP’s politiske analytiker: Tesfaye fik afmonteret bomben i sidste øjeblik

Det var i sidste øjeblik, at regeringen fik lavet sin dobbelte kovending i sagen om opholdstilladelse til mindreårige ægtefæller og flere koner i forbindelse med evakueringen fra Afghanistan, mener Jyllands-Postens politiske analytiker.

Det var i absolut sidste øjeblik, at regeringen ændrede holdning.

Det siger Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, efter at udlændingeminister Mattias Tesfaye sent torsdag aften meldte ud, at regeringen alligevel ikke vil give opholdstilladelse til mindreårige ægtefæller og flere koner i forbindelse med evakueringen fra Afghanistan.

»Det var en bombe, der var lige ved at gå af i ansigtet på Tesfaye. Nu forsøger han at få den afmonteret i sidste øjeblik. Det her er en sag, der handler om mulige barnebrude og flerkoneri – to meget følsomme emner, som er designet til at sætte Christiansborg i brand. Det, han meldte ud sent torsdag aften, er en sidste øjebliks redningsaktion,« siger Niels Th. Dahl.

Kovendingen fra ministeren kom, efter at han ellers tidligere torsdag havde bekræftet over for Jyllands-Posten, at regeringen gik imod den politiske aftale, der blev indgået i august om evakuering og midlertidig ophold i Danmark for evakuerede ambassadeansatte og deres familiemedlemmer fra Kabul.

Tesfaye kommer til at se enormt kluntet ud, fordi han nu to gange har flyttet sig i denne her ekstra alvorlige sag.
Niels Th. Dahl, politisk kommentator for Jyllands-Posten

I aftalen blev det specifikt understreget, at den ikke gjaldt for mindreårige ægtefæller og eventuelle ægtefæller udover én, men i det lovforslag, regeringen sendte til høring, stod der, at de to grupper alligevel kunne få opholdstilladelse.

Torsdag aften lød meldingen så, at det mente regeringen ikke alligevel.

»Tesfaye kommer til at se enormt kluntet ud, fordi han nu to gange har flyttet sig i denne særligt alvorlige sag. I forvejen har regeringen problemer omkring forløbet omkring evakueringen fra Afghanistan, og det kan godt undre, at man ikke tidligere har indset, at emner som barnebrude og flerkoneri ville komme ekstra brænde på det bål,« siger Niels Th. Dahl.

I forvejen er hele forløbet omkring evakueringen fra Afghanistan ved at blive undersøgt, da nogle partier mener, at regeringen handlede for sent.

»Så hvis det her handler om, at man var tvunget til at evakuere så hurtigt, at man simpelthen ikke vidste, om man puttede barnebrude og flere koner ind i flyvene, understreger det, hvor lidt regeringen har haft styr på hele evakueringen. Og det er selvfølgelig et stort problem for regeringens image. Regeringen vil gerne fremstå, som om den har styr på tingene, og befolkningen vil gerne have, at der er styr på tingene – specielt i disse sager,« siger Niels Th. Dahl.

Ifølge analytikeren kommer vi sandsynligvis til at se en ophedet debat, når lovforslaget om opholdstilladelse for de afghanske ambassadeansatte og deres familier skal forhandles på plads. Og det kan især de borgerlige partier høste opbakning på.

»Især de borgerlige, som var fremsynede nok til at få skrevet det om barnebrude og flerkoneri ind i den politiske aftale i første omgang, kommer til at have en fest, når de skal behandle det her,« siger Niels Th. Dahl.

Niels Th. Dahl, Jyllands-Postens politiske analytiker.