Søren Espersen: Uanstændigt at anfægte Pia Kjærsgaards linje
Dansk Folkepartis linje i udlændingepolitiken er ikke til at stille spørgsmålstegn ved, mener Søren Espersen.
Det er Pia Kjærsgaard, der som udlændingeordfører lægger linjen i Dansk Folkepartis udlændingepolitik.
At Martin Henriksen offentligt kalder dele af partiets udlændingelinje for ”slap”, er uanstændigt. Det mener Dansk Folkepartis tidligere mangeårige næstformand, Søren Espersen.
- Vi har præcis den samme stærke og stramme udlændingepolitik, som vi altid har haft.
- At begynde at lade som om, at hun (Pia Kjærsgaard, red.) er en slapper, det er simpelthen uanstændigt, siger han.
Søren Espersen mener, at Martin Henriksen direkte lægger sig imod Pia Kjærgaards linje i udlændingepolitikken, når han offentligt stiller spørgsmål ved den.
- Det kan man simpelthen ikke tillade sig, når vi har Danmarks bedste udlændingeordfører, siger han.
Påtalen kommer, efter Martin Henriksen i et oplæg på et medlemsmøde i DF’s afdeling i Hjørring i Nordjylland talt åbent om splittelse i partiet, hvad angår udlændingepolitikken.
Ifølge Martin Henriksen har striden delt Dansk Folkeparti i to fraktioner.
Én fløj argumenterer for, at partiet skal besinde sig i udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti i de senere år har fået modstand fra højre i form af Nye Borgerlige.
Det er Martin Henriksen, der er kendt som en hardliner i udlændingepolitikken, uenig i.
Han har offentligt beskyldt navngivne DF’ere i baglandet for at tysse hans linje ned.
Heriblandt Peter Kofod, der er medlem af Europa-Parlamentet.
Selv om Søren Espersen ser kritisk på udtalelserne, mener han ikke, de har noget med partiets folketingsgruppe og arbejdet på Christiansborg at gøre.
- Det er ikke godt, at man ikke kan diskutere det på en fornuftig facon.
- Men de unge mennesker ude i baglandet kan bare hygge sig med de her diskussioner. Det kommer ikke folketingsgruppen ved, siger han.
Spol frem til tidskoden 17.40 for at høre hele Henriksens forslag, der ikke er officiel DF-politik, og som i dag får flere af hans partifæller til at reagere.
/ritzau/