Advokatsamfundet har udtalt sig om Messerschmidt-sagens dommer
Det har mødt kritik fra især Morten Messerschmidt selv, at en dommer i Meld-sagen angiveligt har liket og kommenteret indhold på Facebook, som har med Dansk Folkeparti at gøre. Nu kommenterer formanden for advokatsamfundet sagen.
Morten Messerschmidts kritik af dommeren Søren Holm Seerup møder til dels opbakning fra formanden for Advokatrådet, Martin Lavesen.
»I vores øjne er dommeren med sine handlinger gået for langt i forhold til, hvordan dommere bør opføre sig. Om retsformanden har tilsidesat loven, skal vi ikke gøre os til dommer over, men med sine likes og kommentarer har dommeren bragt sig selv i en position, hvor omverdenen nu sidder tilbage med en tvivl om, hvorvidt dommeren egentlig har været upartisk,« skriver han i et debatindlæg i Berlingske.
Det hele begyndte, da dommer Søren Holm Seerup efter en byretsdom mod Morten Messerschmidt ifølge Ekstra Bladet gik ind og likede et opslag på Facebook, hvor den tidligere Venstre-politiker Søren Pind blandt andet kritiserede Messerschmidt.
Det fik den dømte Morten Messerschmidt op ad stolen, for Søren Holm Seerup var dommeren, der sammen med to andre kolleger idømte Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk i sagen.
Næstformanden i Dansk Folkeparti gravede siden flere tilfælde frem, hvor Søren Holm Seerup tilsyneladende tidligere har liket og kommenteret forskelligt indhold om Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti på Facebook.
Det har fået Messerschmidt til at kritisere Søren Holm Seerup, fordi han mener, at man kan sætte spørgsmålstegn ved dommerens upartiskhed i sagen set i lyset af dommerens ageren på Facebook.
Og en dommer skal altså også undgå at udtrykke sig skarpt og politisk i diskussioner på sociale medier, lyder det fra Advokatrådet i debatindlægget i Berlingske.
Advokatrådet fastlægger de overordnede linjer og træffer de overordnede beslutninger for Advokatsamfundet, der repræsenterer samtlige danske advokater.
Også formanden for Dommerforeningen har tidligere været ude at kommentere sagen til Jyllands-Posten.
»Jeg har ikke det mindste belæg for at tro, at min kollega skulle være forudindtaget,« sagde formanden, Mikael Sjöberg, og opfordrede samtidigt dommere til at være forsigtige på sociale medier.
Morten Messerschmidt har med sin advokat Peter Trudsø valgt at indbringe sagen for Den Særlige Klageret. Klageinstansen har alene mulighed for at udtrykke misbilligelse af en dommers opførsel. Den Særlige Klageret har altså ingen indflydelse på, om Meld-sagen kan gå om.
I klagen ønsker Morten Messerschmidt det eksempelvis oplyst, om Søren Holm Seerup har fået tildelt Meld-sagen ved et tilfælde, eller om han har bedt om at være dommer i den.