Fortsæt til indhold
Politik

Overblik: To profiler har forladt Radikale efter krænkelsessager

De Radikale har på et år mistet Morten Østergaard og Kristian Hegaard. Begge har udvist krænkende adfærd.

/ritzau/

De Radikale har på under et år måttet sige farvel til to profiler i Folketingsgruppen på grund af krænkende adfærd.

Torsdag i sidste uge meddelte De Radikales Kristian Hegaard, at han trækker sig fra politik efter at have udvist grænseoverskridende adfærd. Det meddelte han i et opslag på Facebook.

Det er anden gang på under et år, at en profil fra De Radikale trækker sig på grund af grænseoverskridende adfærd.

I oktober sidste år trak daværende politisk leder Morten Østergaard sig.

Her er et overblik over de to sager:

  • 16. september 2020 skriver folketingsmedlem Lotte Rod (R) i et Facebook-opslag, at hun - både mens hun var medlem af Radikal Ungdom og i Radikale Venstre - er blevet taget på.
  • 19. september varsler partiets daværende politiske leder, Morten Østergaard, på et landsmøde en undersøgelse, der skal afdække omfanget af sexisme i partiet.
  • Morten Østergaard afviser i et interview med Jyllands-Posten, at han er krænkeren. Han ringer igen og trækker sit svar tilbage.
  • 7. oktober mødes De Radikales folketingsgruppe til et møde i Den Sorte Diamant i København. Det strækker sig over mere end seks timer. Efter mødet træder Morten Østergaard tilbage som politisk leder, da det er ham, der for knap ti år siden lagde en hånd på låret af Lotte Rod. Det har han ifølge flere af mødedeltagerne først nægtet på mødet, indtil Lotte Rod sagde, at Østergaard var krænkeren. Den hidtidige næstformand, Sofie Carsten Nielsen, bliver på mødet valgt til politisk leder efter et kampvalg mod Martin Lidegaard.
  • 9. oktober skriver Morten Østergaard på Facebook, at yderligere tre kvinder har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham i festligt lag. Den nyudnævnte leder, Sofie Carsten Nielsen, afviser at have kendt til de nye sager.
  • 12. oktober offentliggør partiets sekretariat en redegørelse over partiets håndtering af de tre sager om uønsket seksuel opmærksomhed fra Morten Østergaard. Redegørelsen fastslår, at der i alle sager er blevet handlet.
  • Folketingsmedlem Katrine Robsøe (R) skriver på Facebook, at hun er en af de kvinder, som har følt sig krænket af Morten Østergaard. Det skulle være sket, da hun var studentermedhjælper i partiet i 2015.
  • 13. oktober får Sofie Carsten Nielsen fuld opbakning fra partiets hovedbestyrelse.
  • 14. oktober skriver Ida Auken på Facebook mere detaljeret om en af de hændelser, hvor Østergaard er anklaget for at have krænket kvinder. Auken skriver, at blandt andre Sofie Carsten Nielsen og landsformand Svend Thorhauge er blevet orienteret om sagerne i 2017. Auken beskylder dem for at have dækket over krænkelser. Det afviser Sofie Carsten Nielsen, som beskylder Auken for at destabilisere partiet. Også landsformand Svend Thorhauge afviser at være blevet orienteret om krænkelserne. 70 kommunal- og regionalpolitikere fra De Radikale giver fuld opbakning til Sofie Carsten Nielsen på møde.
  • 15. oktober: Martin Lidegaard skriver på Facebook, at han ikke betvivler Ida Aukens fortælling om upassende adfærd fra Østergaard. I en skriftlig kommentar siger Sofie Carsten Nielsen, at hun har søgt dialog med Ida Auken uden held. Hun siger, at hun ikke har kendt til en mail fra Ida Auken i 2017.
  • 12. august 2021: De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, forlader politik ”for nu” efter flere sager om grænseoverskridende adfærd.
  • Et par måneder inden hændelsen havde han haft en samtale med politisk leder Sofie Carsten Nielsen. Hun var blevet gjort opmærksom på, at Hegaard til en fest i radikal sammenhæng havde overtrådt en grænse hos en anden radikal.
  • De Radikales Folketingsgruppe skriver i en pressemeddelelse, at de er enige i beslutningen. Men også at de ”håber at se Kristian i politik igen på et tidspunkt”.

Kilder: Jyllands-Posten, DR, Altinget, Ritzau, TV 2, De Radikale