Stor udflytningsplan fra regeringen: Disse byer skal have nye uddannelser
Regeringen fremlægger stort udspil, der skal sikre mere uddannelse i hele landet blandt andet ved at skære ned på pladserne i de store studiebyer.
Hillerød og Svendborg får hver en læreruddannelse.
Thisted og Sønderborg skal have en maskinmesteruddannelse.
Og man skal igen kunne tage pædagoguddannelsen i Holbæk.
Sådan lyder nogle af forslagene i regeringens udspil om at oprette 25 nye uddannelsessteder i provinsbyer for at styrke de mindre lokalsamfund og fordele de studerende mere ligeligt over landet.
Udspillet kommer med under et halvt år til kommunalvalget og har fået navnet »Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund.«
Beskære pladser i store byer
Med prestigeprojektet vil regeringen give flere unge muligheder for at studere eller uddanne sig uden nødvendigvis at skulle flytte til en af de fire store studiebyer, København, Aarhus, Odense og Aalborg.
For at skubbe udviklingen endnu mere på vej vil regeringen samtidig begrænse optaget på de videregående uddannelser i de fire store studiebyer. Det betyder, at der som udgangspunkt skal skæres 10 pct. af studiepladserne i disse byer fra studieåret 2022/2023. Universiteterne får selv lov at bestemme, hvilke konkrete uddannelser, der bliver berørt.
I alt skal 1.300 uddannelsespladser udflyttes fra de fire store studiebyer, og 1.000 nye pladser skal oprettes.
»Mange lokalsamfund har oplevet at miste arbejdspladser, uddannelser, butiksliv og indbyggere,« siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i Foulum, hvor udspillet præsenteres.
Det fremgår af udspillet, at regeringen vil afsætte to mia. kr. over de næste fem år til at gennemføre planen. Det fremgår dog ikke, hvor pengene kommer fra.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen mener, at uddannelsesbalancen i Danmark er blevet »markant forværret« de seneste mange år.
Det skyldes, at flere og flere unge uddanner sig i de større byer. Og når først man er flyttet til en studieby, bliver man ofte hængende, fordi man får job, netværk eller måske en kæreste i byen, påpeger ministeren.
»Det er ikke nogen let opgave at vende årtiers samfundsudvikling,« siger hun.
Udspillet har dog allerede fået en hård medfart fra dele af uddannelsessektoren, som frygter, at det bliver sværere at lokke unge ind på uddannelserne, når de ligger uden for de store byer. Det gælder for eksempel for Danske Professionshøjskoler og Danmarks Lærerforening.
Her skal de 25 nye uddannelser udbydes frem mod 2025 - ifølge regeringens forslag:
- Frederikshavn: Maritimuddannelse
- Hjørring: Tandlæge, Socialrådgiver og Bioanalytiker
- Thisted: Maskinmester
- Foulum: Dyrlæge
- Holstebro: Musikuddannelse, Danseuddannelse
- Skjern: Produktionsteknologi
- Esbjerg: Jura
- Horsens, Fysioterapeut
- Fredericia: Maskiningeniør
- Haderslev: Ergoterapeut
- Sønderborg: Maskinmester
- Svendborg: Lærer
- Kalundborg: Arkitekt- byplanlægning
- Næstved: Radiograf
- Holbæk: Pædagog
- Hillerød: Lærer
- Køge: Læge
- Lolland-Falster: Nye tekniske uddannelser
- Københavns omegn og vestegn: Pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske