Fortsæt til indhold
Politik

Radikale Venstre vil forbedre lov, efter gerningsmand fik indsigt i offers psykologsamtaler

En erstatningssag har betydet, at en gerningsmand har fået anledning til at læse blandt andet notater fra et af sine ofres samtaler med en krisepsykolog.

»Det er virkelig noget, jeg finder anledning til at tage op politisk, for jeg har svært ved at se meningen med, at man på den måde kan få adgang til den slags,« siger Kristian Hegaard, retsordfører for Radikale Venstre.

Udmeldingen er foranlediget af Jyllands-Postens historie om, at notaterne fra en ung piges samtaler med en krisepsykolog efter en erstatningssag er blevet udleveret til hendes gerningsmand.

Gerningsmanden, som var offerets idrætslærer, er dømt i landsretten for samleje og analt samleje med en mindreårig samt blufærdighedskrænkelse af syv andre skolepiger og vidnetrusler.

I kølvandet på en erstatningssag har Civilstyrelsen meddelt offerets familie, at gerningsmanden er blevet givet indsigt i flere af de personfølsomme oplysninger, som familien havde givet Erstatningsnævnet tilladelse til at se.

Historien har i dag fået flere af Folketingets retsordførere til at reagere.

»Og så må der også være et spørgsmål om, hvad man egentlig skal have udleveret. Er det nødvendigt for udregningen af en erstatningssag, at man skal have kendskab til dybt personlige psykologsamtaler? Det synes jeg faktisk ikke,« siger Karina Lorentzen, retsordfører for Socialistisk Folkeparti til Ritzau.

»Et tab, såsom hvor mange sygedage man har haft, kan jo dokumenteres ved en lægeerklæring. Det behøver man jo ikke fremlægge flere lægejournaler på,« siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen til Ritzau.

Også Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, har forholdt sig til sagen i et nyligt opslag på Twitter. Han synes, at det virker »komplet uforståeligt, at man kan få aktindsigt i det tilfælde«:

Foruden notater fra psykologsamtalerne har gerningsmanden fået oplysninger om offerets familiemedlemmer, forældrenes arbejdspladser og hendes nye skole. Civilstyrelsen er efterfølgende blevet gjort bekendt med, at gerningsmanden har et polititilhold mod pigen.

»Det er jo håbløst. Det er fuldstændig irrelevant for gerningsmanden at vide, hvilken ny skole denne her pige går på. Hvad skal man bruge det til i forhold til tilrettelæggelsen af sit juridiske argument? Uanset om der har været tilhold eller ej, undrer jeg mig meget,« siger Kristian Hegaard fra Radikale Venstre.

Han lover samtidig, at han vil »gå videre til justitsministeren,« så der kan blive set nærmere på denne her sag.

»Jeg vil bestemt se på, om der er noget at forbedre, for det ligger mig meget på sinde,« siger Kristian Hegaard.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har fortalt Jyllands-Posten, at han vil bede Civilstyrelsen om at gennemgå sine retningslinjer og procedurer på området.

»Ofre er i en særlig sårbar situation, og det er helt centralt for mig, at vores retssystem sætter ofrene og deres behov først,« siger justitsministeren.