Regeringen vil ramme krænkere af børn med stribe af tiltag
Skarpere straffe og nye muligheder for politiet skal ramme voksne, der krænker børn seksuelt.
Regeringen vil slå ned på voksne, der krænker børn, med en række nye tiltag. De tæller hårdere straffe, forbud mod sexdukker og udrejseforbud for personer, der er dømt for overgreb.
Pakken bliver mandag præsenteret af blandt andre justitsminister Nick Hækkerup (S).
- Regeringen mener, at der kan gøres mere for at styrke bekæmpelsen af seksuelle overgreb begået mod børn.
- Regeringen præsenterer derfor ni initiativer, der skal sikre, at vi bliver bedre til at forebygge, afsløre og efterforske seksuelle krænkelser. Samtidig skal dem, der krænker, i højere grad mødes med konsekvens, skriver Nick Hækkerup i udspillet.
Blandt de ni initiativer er blandt andet hårdere straffe for overgreb på børn, der ikke er samleje. Her vil regeringen øge straffen med 50 procent.
Andre dele af udspillet involverer, at børn under 15 år ikke skal kunne give samtykke til sex med en voksen.
For nuværende er samleje med et barn under 12 altid voldtægt. Men det er kun tilfældet for børn mellem 12 og 15, hvis der ikke er samtykke fra begge parter.
- Regeringen mener, at et barn under 15 år er ude af stand til at give frivilligt samtykke til et seksuelt forhold med en person, der er betydeligt ældre end barnet, skriver regeringen.
Står det til regeringen skal politiet også i hemmelighed kunne ransage computer og hjem hos personer, der mistænkes for at have og dele materiale med overgreb mod børn.
- Personer, der besidder og udbreder seksuelt overgrebsmateriale med børn, er ofte meget it-kyndige og sikkerhedsbevidste. For at få adgang til materialet anvender de ofte avancerede adgangskoder og foretager kryptering af deres it-udstyr.
- Det kan være en udfordring at få oplyst disse adgangskoder, når politiet foretager almindelige ransagninger og afhøringer af mistænkte, står der i udspillet.