Venstres blødning fortsætter: Britt Bager forlader partiet og melder sig ind i De Konservative

Venstre mister endnu en profil. Britt Bager, tidligere politisk ordfører, melder sig ud af Venstre og ind i Konservative.

Artiklens øverste billede
Venstre-profilen Britt Bager forlader partiet. Hun melder sig i stedet ind i Konservative. Arkivfoto: Jens Dresling

Det går fra ondt til værre for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen.

Folketingsmedlem og tidligere politisk ordfører Britt Bager forlader i dag partiet og hopper over til Konservative.

Det fortæller hun til Jyllands-Posten.

»Jeg skifter af personlige, politiske og arbejdsmæssige årsager til Konservative. Jeg er borgerlig, før jeg er liberal. Og den balance mener jeg ikke længere, at der er i Venstre,« siger Britt Bager.

Hun er utilfreds med store dele af den politiske linje, partiet har lagt for dagen under Jakob Ellemann-Jensen

»Et borgerligt parti skal være med et politiforlig og ikke stå så rigidt på et skattestop, at man ikke kan være det.«

»Man skal lave udlændingepolitik med de andre borgerlige partier og ikke med Radikale Venstre. Jeg synes, at jeg hører hjemme i et parti, hvor man vil et stærkt Danmark i Europa, men hvor det føderale ikke tager overhånd.«

»Der er i hvert fald nogle spændinger«

Britt Bagers udmelding kommer oven på historisk dårlige meningsmålinger for Venstre.

Hun er det fjerde Venstre-medlem af Folketinget, der siden valget har forladt partiet. Også Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen og Marcus Knuth har sagt farvel, efter at Jakob Ellemann-Jensen blev formand.

Britt Bager var desuden en af de 9 ud af 41 V-folketingsmedlemmer, der i januar stemte imod en rigsretssag mod Inger Støjberg. I august skabte det overskrifter, da partiet strippede hende fra posten som statsrevisor et år før tid, da hun skulle på barsel.

I stedet fik finansordfører Troels Lund Poulsen posten.

Hun langer med sit farvel hårdt ud efter arbejdsmiljøet i Venstres folketingsgruppe.

»Jeg glæder mig til at komme til en harmonisk folketingsgruppe (i Konservative, red.). Jeg har en formodning om, at den ledelsesstil, som Søren Pape har, giver mere frirum til den enkelte ordfører.«

Gør Jakob Ellemann-Jensens ledelsesstil da ikke det?

»Jeg vil formulere det sådan, at jeg glæder mig til at komme til en folketingsgruppe, hvor der er en anden kultur.«

Har Venstre en disharmonisk folketingsgruppe?

»Der er i hvert fald nogle spændinger.«

Hvad er det for nogle spændinger?

»Jeg lukker den her dør stille og roligt, så det er ikke noget, jeg ønsker at komme nærmere ind på,« siger Britt Bager.

Hun afviser, at beslutningen skyldes bitterhed over den statsrevisorpost, hun mistede før tid, og over de ordførerskaber, hun har fået hos Venstre efter valget.

»Jeg ønskede selv at blive medie- og kulturordfører, så det kan jeg ikke klage over.«

Hvem bliver Danmarks næste borgerlige statsminister – Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen?

»Jeg tror, at det bliver Søren Pape Poulsen.«

Du siger, at Venstre ikke skal lave udlændingepolitik med Radikale Venstre. Men partiet fremlagde jo i februar et udspil med 10 konkrete stramninger. Er det ikke stramt nok?

»Jeg undrede mig meget over, at vi lavede en aftale om hjemsendelsessamtaler med De Radikale (tidligere på måneden, red.), hvor Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Konservatives stod uden for. Det forstår jeg simpelthen ikke.«

Hvilke ordførerskaber får du hos De Konservative?

»Jeg får de ordførerskaber, som Søren Pape og gruppeformanden synes passer til mig,« siger Britt Bager.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.